Onsdag, 22. februar 2006 23:00
Historien er direkte sakset fra en udgave af metroXpress, hvor skuespilleren, Farshad Kholghi, har skrevet en klumme
Jeg vågnede med et brag, og til min forbavselse så jeg et ægte vikingeskib fylde hele stuen. En skægget mand sad i skibet. Denne kæmpe var iført pelsklæder og et stort sværd. Gryntende kiggede manden på mig, og med ét tænkte jeg, at det må være en, der er utilfreds med noget, jeg har skrevet. Skræmt og i bedste Poul Nyrup-stil undskyldte jeg for alt, hvad jeg havde skrevet - og uden tøven trampede jeg på alle mine principper.
Det hjalp ikke at undskylde. Mandens aggresive kasten med mine møbler gjorde en dialog mellem ham og mig umulig. Det var først, da jeg - på en venlig måde - slog min wok i hovedet på ham, at han faldt til ro.
Da han kom til sig selv, tog han kvælertag på mig. Han fik den fjernøstlige kasserolle i hovedet igen. Denne kommunikation gentog sig præcis otte gange. Da han den niende gang vågnede, sagde han 'Hürdün', hvorefter han pegede på sig selv. Jeg pegede på mig selv og sagde 'Farshad'. Så tog han kvælertag på mig igen og hamrede mit hoved ind i væggen og igennem naboens bogreol.
Dette var mit første møde med Hürdünm en ægte viking fra år 800, der af mystiske årsager var faldet igennem et tidshul og havnet i Danmark anno 2006. Han kunne ikke det nye danske sprog og talte kun oldnordisk. Hans normer var, tjah, også meget oldnordiske.
Jeg glemmer aldrig en dag, da jeg træt kom hjem, og Hürdün glad fortalte 'Hürdün, daggarr ditti maddti', som betød 'Hürdün har lavet mad'. Han havde tændt et kæmpebål i min stue og som brænde havde han brugt alle mine bøger og møbler.
Hürdüns humoristiske sans var meget interessant. Han elskede at grine. En aften smed han mit klaver ud over altanen og skreg af grin. Det samme gjorde han med mig, da jeg forsøgte at fortælle ham en vittighed.
Han savnede sit hjem og virkede meget trist, og for at få ham til at tænke på noget andet gav jeg ham en aften et jakkesæt, og så gik vi i byen. Hürdün fik hurtigt kontakt med en pige. De to dansede og jeg kunne se, at han nød det. Da sangen var slut, sagde pigen høfligt tak for dansen, og lidt efter dansede hun med en anden. Hürdüns ære blev krænket, og han begyndte at råbe på oldnordisk 'Lüderrir'. Han tæskede både pigen og den stakkels mand, der havde danset med hende.
Jeg forsøgte hele tiden at beskytte Hürdüns følelser og gav ham lov til at opføre sig som en ægte viking i min lejlighed. Jeg ville jo ikke pådutte ham mine moderne normer. Tænk, hvis han nu gik hen og blev ked af det.
Inspireret af ham var jeg i gang med at skrive en klummeserie om Odin og vikingerne. Det var en satirisk historie, og jeg havde naturligvis tegnet nogle karikaturer af Odin, der som hævn løber efter Thor med en brændende svensknøgle. Da jeg fortalte Hürdün historien og viste ham mine tegninger, gik han besærk. I flere dage smadrede han mine ting, boykottede mit køleskab og brændte alle mine køkkenruller.
Nu var det nok. Det var vigtigt, at han forstod den udvikling, samfundet havde været igennem siden vikingetiden. Jeg fortalte ham om vores forhold til religion, humor, kvinder, staten, demokrati, ja alt, og krævede, at han skulle lære at respektere disse værdier. Ellers kunne han bare finde tidshullet igen og vende hjem til vikingelandsbyen. Han tog kvælertag på mig.
En aften sad vi og så TV-avisen, hvor vanvittige og hysteriske mennesker brændte danske flag af. Jeg forklarede ham om grunden til deres vrede. 'Det er jo som mig', bemærkede Hürdün klogt. Han tænkte sig lidt om og fortsatte 'Men jeg har jo en undskyldning. Jeg kommer jo direkte fra vikingetiden. Hvad i alverden er deres undskyldning?'
Og den lader jeg så lige stå lidt..