Efteråret

Torsdag, 16. oktober 2008 13:45

Lige nu ærgre jeg mig over, at jeg ikke har skrevet på hjemmesiden tidligere – der er så meget, som jeg gerne vil fortælle, men i skrivende stund kan jeg ikke komme i tanke om alle de fede oplevelser, som vi har haft hernede.

Nå men jeg starter i nuet og så bevæger jeg mig bagud. Alt hvad der er sket fra vi flyttede herned og indtil nu vil højst sandsynlig komme i vilkårlig rækkefølge eller også har Bo berørt det tidligere.

Sæt dig godt til rette med en kop kaffe eller en kold øl, for selvom jeg har begrænset mig, så er det blevet en ret lang omgang.

Efteråret

Det der fascinerer mig lige nu er efteråret. Som hjemme i Danmark er efteråret også kommet over os hernede. Men det er på en hel anden måde, end vi er vant til. Hernede betyder efteråret et skiftende klima, hvor det skiftevis regner lidt, blæser og høj blå himmel. Vi har flest dage med høj blå himmel og har stadig temperaturer omkring 20 til 25 grader. Vi kan sidde udenfor og spise aftensmad og hygge os i sensommerens solstråler.

For et par uger siden havde vi de første snebyger i bjergene – efterfølgende tog udsigten fra vores hus fuldstændig pusten fra os. Majestætisk og smuk stod bjergkæden på den anden side af dalen klart aftegnet mod den blå himmel – med sne på toppen! Det var så ubeskrivelig fedt.

Bjergkæden Rodopi, som vi bor ved foden af, skifter farve og udstråling alt efter vejret og lysindfaldet – fra næste helt sorte aftegninger mod himlen til lysende næsten blå farver. De grønne enge på bjergsiderne er i august måned blevet gule af den varme sol. Så de hidtil grønne, grønne bjerge er nu blevet en bred farvepalette i gyldne, brune og grønne farver. Vi kommenterer altid bjergene, når vi kører nede fra Plovdiv og hjem igen – og forundres og imponeres over, at de bliver ved med at byde på nye oplevelser.

Vinrankerne står kilometervis på de lave skrænter på vej op mod vores lille landsby, Markovo. Landsbyboerne plukker druer dagen lang – små traktorer, hestevogne, æselkærer, og bittesmå ladaer og trabanter med hjemmebiksede anhængere ligger og kører i pendulfart fra markerne til 'vinerierne' eller hjem i kælderen, hvor enhver bulgarer, med respekt for sig selv og sine aner, brygger sin egen vin og rakia. Gamle damer sidder dagen lang ved vejen og sælger friskplukkede druer, æbler og friskslynget honning.

Søde, sprøde velsmagende peberfrugter, tomater og knasende agurker bliver solgt til spotpris – jeg kan godt forstå at deres national-salat 'Shopska' består af peberfrugter, tomater, agurker og løg med friskrevet hvid ost (feta). Der er intet der kan slå nyhøstede, solmodne, økologiske grøntsager.

Vi er blevet så modige, at vi nu bestiller noget nyt, hver gang (næsten) vi er ude at spise. Vi er både blevet overrasket af kyllingelever (dryp), som bestemt ikke var appetitvækkende og så sidst men ikke mindst vores lille guldvinder – Lytenitza, som er en meget, meget, meget velsmagende pure af solmodne tomater, peberfrugter, auberginer og så en blanding af husets egne krydderier og evt andre grøntsager- det slår simpelthen alt!

Børnehave og sproget

Efter vores super lange sommerferie, er børnene faldet rigtig godt til i børnehaven – endda bedre end før. De glæder sig til at komme af sted og løber ind for at spise til formiddag sammen med de andre børn. Alexander er ikke længere bange for de meget højtråbende lærer i børnehaven.

- Af en eller anden grund har de fleste bulgarer for vane at råbe meget højt, når de finder ud af, at vi ikke forstår dem; Når man står overfor en person, der er sprogligt handicappet, som vi er hernede, så vil man naturligt tale langsomt og vælge små og nemme ord – men nej, sådan fungerer de bulgarske hjerner ikke. De tænker: ”nå, så du forstår mig ikke, så lad mig hjælpe dig med at gentage de samme svære komplicerede sætninger igen og igen men bare med en højere og højere volumen indtil du har fattet, hvad jeg siger”.
Af de super gode, hjælpsomme, langsomt talende bulgarer vil jeg gerne fremhæve ungernes yndlingslærer i børnehaven, Iliyana samt vores utrolige dygtige massør Vili.

Bagsiden af medaljen

Min del af arbejdet
Jeg er den administrative del af vores forhold hernede. Uden mig, ville vi være smidt ud af landet for længst. Jeg har sørget for at vi fik vores opholdstilladelser, bil, hus mm. Det lyder måske som et nemt job, men tro mig, når jeg siger, at jeg har været fuldtidsbeskæftiget. Selvom dette er bagsiden af medaljen, så er det også en del af den fede udfordring, der har givet livet et helt nyt krydderi!

Bureaukrati, bureaukrati, bureaukrati
Offentlige kontorer må ikke have 'servicekasser' (ordet service er brugt i mangel på bedre) og betalende kasser i én kombination. Det vil sige, at som udgangspunkt ser et besøg på et offentligt kontor, advokatkontor eller bank ud som følgende: Først stiller jeg mig i kø ved servicekassen, når jeg langt om længe er kommet frem til damen, som iøvrigt har meget svært ved smil, må jeg 99% af gangene forsøge mig frem med tegnesprog, da bulgarsk og russisk er den ældre generations sprogkkundskaber og de derfor ikke fatter en brik af mit spæde bulgarske kombineret med engelsk og tysk - og den yngre generation er bange for at tale engelsk. Efter at jeg langt om længe har gjort mig forståelig (evt. med i tolk i telefonen), skal jeg stille mig i næste kø for at betale for den service, som jeg efterspørger. Ved den betalende kasse får jeg en seddel, som skal afleveres hos damen ved servicekassen. Jeg skal derfor tilbage i kø og vente på min tur. Jeg vil kalde den for en typisk tretrinsraket.

Det har flere gange vist sig, at jeg ikke havde de korrekte stempler, hvorfor jeg måtte over på et andet kontor, stå i kø hos servicekassen, derefter hos den betalende kasse og igen hos servicekassen, så måtte jeg tilbage til det oprindelige kontor og stille mig i kø igen.

I starten havde jeg ungerne med rundt til de forskellige kontorer. Da vi endnu ikke havde fået børnehaveplads (hvilket i sig selv var 2 ugers fuldtidsarbejde). Ungerne blev ufattelige dygtige til at vente og jeg blev ufattelig kreativ. Til sidst var jeg ved at brække mig over at fortælle historien om de 3 små grise igen og igen… Til vores alles fornøjelse startede Nicolas i børnehaven den første marts og Alexander fulgte ham den 10. maj, hvor han blev 3 år.

Lada Nivaen
Bo ville super gerne have en orginal bulgarsk bil – gerne mandebil, hvor man kunne mærke hestekræfterne (eller mangle på samme). Derfor faldt valget på en Lada Niva.
Nivaen skulle indregistreres på politistationen, hvilket skete i følgeskab med en god bog, da jeg havde lært af foregående ventetider. Følgende er en kort beretning i stikordsform.

1. Stod i kø en hel formiddag ved kontoret for indregistrering, kontoret lukkede til frokost og jeg nåede ikke at komme til servicekassen
2. Stod i kø om eftermiddagen og da jeg endelig kom til kassen fik jeg af vide, at systemet midlertidigt var gået ned og jeg derfor kunne komme tilbage dagen efter.
3. Stod i kø fra morgenstunden på dag 2 og kom til servicekassen inden middag
4. Stod i kø ved betalingskassen
5. Stod i kø ved servicekassen og fik mine papirer udleveret
6. Dag 3 kørte jeg ned med Ladaen og holdte i kø til 1. eftersyn
7. Blev guidet videre til et grundigere eftersyn, hvorefter jeg skulle køre bilen ud på en parkeringsplads
8. Sad i kø for at blive kaldt ind til servicekassen, som skulle stemple mine papirer fra dagen før og skrive bilpapirerne.
9. Stod i kø ved betalingskassen og blev derefter sendt ud på pladsen, hvor jeg kunne vente på at..
10. blive kaldt ind til servicekassen igen, hvor jeg skulle vise min betalingsseddel.
11. Blev vist om til en lille luge på bagsiden af huset, hvor jeg skulle aflevere de stemplede papirer og have udleveret nummerpladerne.
12. Så skulle jeg selv shanghaje en af de unge gutter, som løb rundt og skruede nummerpladerne på bilen.
13. Dag 4 skulle jeg ind på forsikringskontoret og tilmelde bilen og betale (alt ved en kasse!)
14. Derefter skulle jeg ind på et andet offentligt kontor for at betale vægtafgift – dette kontor er igen en tretrinsraket.

Sammenlagt har jeg brugt 3½ arbejdsdag på projektet – altså har jeg stået i kø i 28 timer og en halv bog.

Bo sørger jo for, at vi økonomisk er sikret hernede og samtidig har han sin hobby med sig herned (hans arbejde, hvis nogen skulle være i tvivl) – derfor er disse papirnusserier naturligt overladt til mig. Og jeg kan garantere for, at Nivaen kun er et projekt ud af rigtig, rigtig mange…

Det har været ganske umuligt at få disse ting gjort, hvis jeg havde haft et arbejde, som skulle passes.

Med de offentlige kontorer veloverstået og med et smil på læben vil jeg sige, at det har været en fed udfordring og meget anderledes end i Danmark. Jeg er blevet tvunget ind i det bulgarske system.

De 3 første måneder som fuldtids husmor og administrativ chef (nu sidder jeg og tænker, at jeg da helt klart har været familiens hårde og retfærdige chef i den periode, hvor jeg har styret alt ;), har ungerne og jeg haft rigtig meget tid sammen. Det var utroligt fedt at få dem så tæt.

Gæsterne

Da der endelig kom ro på med ungerne i børnehave og de fleste papirer var ordnet, så kom indvandringen fra det kolde nord. Vi havde gæster uafbrudt i 1½ måned, hvor de kære gæster overlappede hinanden. Bo og jeg havde den helt rigtige opdeling. Jeg er meget social og elsker gæster og Bo er blevet super meget social de sidste par år, men har dog stadig brug for at trække sig. Jeg var derfor fuldtidsguide og Bo kom til efter arbejde: Hans tid på kontoret gav ham mulighed for at slappe af og lade op til eftermiddagens og aftens strabasser.

Det var fedt at have jer alle sammen på besøg. Bo og jeg forsøgte at arrangere forskellige ting ved hvert besøg. På den måde oplevede vi nyt hver uge. Besøgene endte med at blive en helt ferie for os. Det endte da også med, at vi kun var på den græske ø i lidt over en uge, da vi var totalt mættede af ferie og oplevelser og hellere ville hjem til vores hus og have.

Konklusion

Bo har løbende i sine nyhedsmails skrevet om de små lystige finurligheder hernede – jeg vil derfor ikke kede jer med gentagelser. Jeg vil bare sige, at jeg elsker at være hernede og føler mig hjemme i dette smukke land, med en varm og udadvendt kultur. Nok på grund af det varme klima, mødes man oftest på restauranter og caféer – og her har jeg allerede tilbragt rigtig mange timer med familie, danske venner og nye venner hernede.

Vi har haft fornøjelsen af at møde rigtig mange søde mennesker – vores omgangskreds hernede består af en blanding af bulgarer, danskere og andre 'immigranter'. De fleste har vi mødt gennem vores arbejde med de offentlige kontorer, og ved køb af vores nye hus, som i dette øjeblik er ved at blive bygget.

Personligt har jeg fået en hverdag, som jeg altid har drømt om. Jeg er ikke bundet op af arbejdstider og trivielle dage. For mig er hver dag forskellig og jeg har muligheden for at planlægge præcis, hvad jeg ønsker.

Solen skinner langt det meste af tiden og jeg bliver ikke længere desperat over, at jeg misser en solstråle – der er jo nok at tage af.

Oplevelserne ligger lige om hjørnet og vi har været på forlænget weekender til sortehavet, i bjergene og Grækenland. Vi kører jævnligt til Danmark. Og næste valg falder på Tyrkiet, som kun ligger nogle få hundrede kilometer fra vores hus.

Vores hverdag er helt uden stress og jag og hverken ungerne eller jeg skal stille vækkeuret i hverdagen (selvom jeg nok godt kunne sove en time længere, hvis ikke det var fordi at børnene vækkede mig).

Økonomien smiler til os hernede. Leveomkostningerne er lave – det koster fx 90 kr i måneden for en børnehaveplads og vi kan alle spise ude for en lille hundredkroneseddel.

Jeg er fri, lever sammen med en mand jeg elsker og har 2 vidunderlige unger.

Se i øvrigt de nyeste billeder her