Det er første gang, at vi har karantæne i camperen. De andre gange har det været i en lejlighed, hvor vi hurtigt har følt os indelukket. Men i camperen har vi stadig haft følelsen af frihed.

Vi har fundet os til rette i et lille gult hus med den smukkest udsigt ud over det græske øhav. Ude i horisonten stikker en lille ø op af havet, Elafonisos. Solen går ned lige bag ved øen og sender klare røde farvetoner ud over byen.

Som danskere har vi en medfødt empati og respekt. Den bruger vi, når vi bevæger os. Vi bliver indenfor loves rammer, vi holder afstand og bruger maske, når vi er på offentlige steder. Vi tager tests og isolerer os, når det er påkrævet.

Vi lader bilen stå hernede i Grækenland og tager flyveren hjem. Hvis vi til januar skal køre tilbage til Grækenland, så er vi ikke sikre på, at det bliver så nemt at komme ned gennem Europa og tilbage til solen og roen.

Efter 3 uger på campingpladsen, så har vi valgt at køre videre – også selvom lockdown er forlænget til den 7. december.

Kan man ikke rejse ud på eventyr, så må man finde de små eventyr, der ligger lige uden for porten.

Så ændrer Corona igen vores måde at rejse på. Men denne gang er det heldigvis meget mere afslappet. Restauranter og barer holder lukket, men vi er alligevel meget sjældent ude at spise eller drikke en kop kaffe, så det har ingen betydning for os.

Dagbog 23.-30. oktober: Efter en hektisk afslutning på det bulgarske eventyr er det skønt at være tilbage i camperlivet. Vi har glædet os til at overvintre i Grækenland. Nordgrækenland er fantastisk smuk med bjerge og gode hiking muligheder. Vi har en del venner og bekendte i området – især fra Bike Odessey, som Bo har deltage i 3 gange. Vi havde planer om at blive i Nordgrækenland i en måned men pga corona og restiktioner, så besluttede vi os for at køre sydpå.

Det handler om, ikke at lade angsten for det ukendte og virussen styre os. Vi rejser med respekt for de lokale mennesker, som vi møder og vi respekterer de lokale restriktioner og regler. Tilpasningsparathed er vigtigere end nogensiden.

Vi aftale med Ziza og Yair, at vi kunne bo i deres største yurt og igen følte vi os virkelig heldige. Vi havde et køkken, opvarming, senge, toilet og solopvarmet bruser. Vi kunne frit bevæge os inde på deres og naboens grund.

Vi sov på parkeringspladsen. Og hvem kunne have vidst, at lørdag den 28. marts var vores sidste dag med fri bevægelighed.