Nordgrækenland og Corona restriktioner

Dagbog 23.-30. oktober
Efter en hektisk afslutning på det bulgarske eventyr er det skønt at være tilbage i camperlivet. Vi har glædet os til at overvintre i Grækenland. Nordgrækenland er fantastisk smuk med bjerge og gode hiking muligheder. Vi har en del venner og bekendte i området – især fra Bike Odessey, som Bo har deltaget i 3 gange. Vi havde planer om at blive i Nordgrækenland i en måned men pga corona og restiktioner, så besluttede vi os for at køre sydpå.

Fredag, lørdag, søndag eftermiddag

Vi startede vores Grækenlandtur med at besøge Katharina, George og deres lille ny baby. De afholdt de nordgræske mesterskabe i Xanthi, på de tracks, som Bo har kørt så mange gange. Så selvom Katharina og George var optaget, så besluttede vi os alligevel for at køre op for at se løbet og måske møde nogle af alle dem vi kender. 2 dage med hygge, snak, heppen og latter, kryddert med løbeture på sporene – og ja, selv jeg var ude på en overraskende dejlig løbetur, jeg var selv imponeret over, at jeg kunne klare de 4,5 km i det kuperede bjergterræn.

Nestos, mekaniker og frokost med Katharina og George

Søndag aften, tirsdag og onsdag

Efter løbet kørte vi ud til Nestos. Det er en lang smuk kløft med en flod i bunden. En berømt jernbane kører op til en landsby, der ligger 10 km oppe. I højsæson kører man op i toget og vandrer tilbage igen. Bo og jeg nøjedes med at følge sporet et par kilometer ind i kløften og sad og nød udsigten. Vi sov i Nestos i 3 dage. Hver morgen kørte vi ind til den nærmeste landsby, hvor internettet var super godt. 

Mens vi var i Nestos/Xanthi fik vi ordnet bilen. Efter at den havde fået en fuld reparation hos Milko i Bulgarien, var der 2 alarmlamper, der lyste. Vi besøgte Georges mekaniker i Xanthi. Det viste sig, at være en ventil til brændstofpumpen, der skulle udskiftes og det kostede kun 40 euro. Så vi er glade. De 2 muskuløse dræberhunde med farlige lysende røde øjne viste sig hurtigt milde og glade for opmærksomhed – deres hvide pels var virkelig beskidte af at bo i et autoværksted.

Vandfaldet og den stejle rute

Onsdag og torsdag

Efter en dejlig latterfuld frokost sammen med Katharina og George kørte vi til Kavala for at vandre med Janis og hans familie. På grund af dårligt vejr, så aflyste de hikingen og i stedet mødtes vi på en restaurant i Kavala. Seriøst, dårligt vejr… det er fordi, de ikke har været i Danmark. Vi havde 10 min med regn om morgenen, 3 dryp mens vi spiste og lidt overskyet. Men ellers dejligt vejr. 

Efter frokosten besluttede Bo og jeg os for at tage ud til den hyggelige gåtur, som vi skulle have været på sammen med Janis hans kone og 2 små børn. En lille gåtur op langs en flod til et vandfald. Det var nok blandt de hårdeste 2,5 km jeg har gået. Kun opad via grusstier, klipper, trapper der er hugget ud af klipperne og trapper bygget med grene. Da vi nåede vandfaldet var det allerede ved at være tusmørke. Og her falder mørket hurtigt. Så det var bare med at komme tilbage til bilen.

Bo besluttede sig for at løbe op til en grotte, som lå yderligere 2,5 km oppe. Så næste formiddag tog han løbeskoene på. Mens han var i gang med at torturere sig selv, gik jeg hen til en lysning vi havde fundet dagen før. Et lille vandfald fyldte en naturlig pool med vand. Lysningen var omgivet af træer og en lille bro krydsede vandløbet. Et fuldstændigt magisk sted. Det var helt sikkert her, de før i tiden havde badet og vasket deres tøj. Og det var præcist det, som jeg gjorde. Først vaskede jeg vores tøj og bagefter bade jeg i vandløbet. Jeg følte mig som en indianer.

På vej hen til lysningen havde jeg fået en alarm på min telefon. Da jeg kom tilbage til bilen kunne jeg høre, at landsbyens højtaler blev ved med at dele advarsler. Det viste sig, at den region, som vi var kørt ind i for at hike var gået fra grøn til rød, mens vi var der – vi havde været isoleret i bjergene og havde ikke været sammen med nogen.

Selvom vi havde lavet den mest fantastiske plan med hiking på Olympos, Meteora, Zagori og Vikos kløften (den dybeste kløft i verden, 20 km lang) – og sammen med vores venner havde vi planlagt den mest fantastisk rute, så valgte vi alligevel at køre væk fra Nordgrækenland. Og det var en virkelig god beslutning. For da vi vågnede her til morgen så Bo, at ministeriet har forbudt al ind og udrejse til og fra de røde zoner. Så var vi blevet, så var vi blevet fanget i bjergene den næste måneds tid.

Sent i går aftes ankom vi på Lefkada – en brofast ø i den ioniske øgruppe. Jeg tror, at vi er 20 campere på stranden. Vi camperer med nogle venner, som vi mødte i Spanien og efterfølgende i Danmark. I nat blev jeg nødt til at sove med ørepropper for at holde bølgernes torden og cikadernes ’larm’ ude. 

Lefkada

Fredag

Jeg sidder i shorts og t-shirt i skyggen af vores camper og nyder udsigten ud over det smukke azurblå hav. Der er kun os vanlifers på stranden – der er nok omkring 50 mennesker. Vandet er 17 grader varmt og flere har allerede været ude at svømme. Når Bo er færdig med at indhente alt det arbejde, som han ikke fik lavet i går, så tager vi ud at svømme.