Vi havde delt os. Bo og Alex besøgte Eiffeltårnet og Niki og jeg besøgte Louvre. Jeg klatrede op i Eiffeltårnet for 20 år siden sammen med min veninde Tina og Niki ville allerhelst besøge Louvre.
Dagen startede med mega trafik ind mod Paris. Vi havde heldigvis valgt at parkere ude i forstaden Saint Denis og så tage Metroen ind.
Først kunne vi ikke finde indgangen til parkeringshuset under stadium og blev af trafikken presset til at køre videre op på motorvejen og derefter tilbage til parkeringskælderen. Da vi ankom var bommen og parkeringsanlægget gået i stykker, så parkeringen var gratis hele dagen – 20 euro sparet!
Katharina blev i bilen – vi var jo væk i kortere tid, end hvis vi havde været på arbejde – og vi sørger altid for at parkere i et parkeringshus, hvis hun skal blive i bilen, så skal vi ikke bekymre os om temperaturen.
Metroen var proppet og jeg kom næsten ikke med – jeg måtte mase mig ind og stod lige i revnen, da døren lukkede.
Inden i Paris var der FIAC en kæmpe åben kunstudstilling over alt i byen – og vores besøg startede med en installation, hvor 2 kunstnere sprøjtede lange tråde af candyfloss ud over pladsen.
I parken var der sat kunst og stole op – og vi sad og nød en kop kaffe og en croissant.
Bagefter delte vi os i 2 – Niki og jeg skulle besøge Louvre og Bo og Alex skulle klatre op i Eiffeltårnet.
Det verdensberømte museum var en virkelig god oplevelse for både Niki og jeg. Glaspyramiden, slottet, arkitekturen og selvfølgelig kunsten. Vi nåede måske 1/4 – og var allerede helt maste efter at vi havde set Mona Lisa.
Folk stod i en times kø, for at komme helt tæt på det berømte maleri – og det mest ironiske er, at der lige bag maleriet hang det mest fantastisk mesterværk på 5×9 meter og ganske få mennesker vendte sig om og beundrede det store maleri – de havde kun øje for Mona Lisa med det skæve smil.
En mand fortalte os, at det fantastiske i maleriet Mona Lisa ikke bestod af hendes mystiske smil, men i at hendes blik følger én, når man går fra det ene side af billedet til det andet. Den teknik var helt ny og derfor er billedet så specielt. Og det er rigtigt nok – jeg afprøvede det og hun fulgte mig med både blikket og næsen. Det var næsten uhyggeligt.
Vi satte os på cafeen og nød en kage og en juice. Vi sad udenfor med udsigt ned mod pyramiden. Terrassen var fyldt med duer, og hvis man ikke passede sit mad, så overtog de fuldstændig bordet og raserede tallerknerne. Damen ved siden af rejste sig for at tage et billede af pyramiden – og mindre end et spiltsekund senere føg ruccola rundt i luften og bordet var dækket af kæmpende duer.
3 timers besøg i Louvre er mere end hoved og ben kan klare. Bo og Alex var kommet tilbage fra deres vandring gennem Paris’ små gader og Eiffeltårnet og var dødtrætte.
Alex og Bo valgte at gå hen til Eiffeltårnet selvom det lå relativt langt væk fra Louvre.
De passerede kærlighedens bro med hængelåse over det hele. Jeg er sikker på, at de stoppede op midt på broen og gav hinanden et lille nys i solens varme stråler.
Der var ingen kø ved Eiffeltårnet og de kunne med deres forudbestilte billetter gå direkte ind.
Der var lidt for mange trapper og det syrede lidt i benene. Bo og Alex overhørte en samtale mellem en dansk mor og hendes 2 døtre: “Man kan ikke tage Eiffeltårnet uden at gå på trapperne.” Men de havde snydt og taget elevatoren op og gik kun ned.
De kunne kun få en billet til 2. etage – herfra kunne man se hele Paris, da man i Paris har lavet en lov om, at der ikke må være højhuse.
Eiffeltårnet er egentlig kun bygget til at holde i 20 år efter verdensudstillingen – men pariserne har passet godt på deres varemærke og det står endnu efter 130 år.
På vej tilbage til Louvre gik de gennem nogle hyggelige og charmerede små gader fyldt med kager og lækrerier.
Det var så småt og alligevel så fedt derinde. Der var kunstmaterialer fra gulv til loft i gamle originale træreoler med udtræk og skuffer overalt.
Der var ikke mange kvadratmeter at vende sig på.
Der var alt hvad hjertet kunne begære og Nikis hjerte bankede vildt. Alt var af højeste kvalitet og de lækreste materialer. Og prisen var også derefter. Niki spurgte om prisen på 3 små tynde pensler, som han havde brug for. De kostede henholdsvis 10, 20 og 30 euro – og jeg siger dig, der var ikke mange hår på de pensler!
Vel tilbage i bilen var Katharina über glad for at se os igen. Jeg luftede hende mens drengene fik pakket bilen og mødte mig udenfor.
Vi kørte ud til en park lidt udenfor Paris, tæt på Versailles slottet. Her fik vi en rolig nat og et velfortjent hvil.