Løbet som vi impulsivt deltog i

Uendelig varme – kroppen lukker totalt ned og bliver mat. Lysten til at lave noget som helst damper væk sammen med sveden. Lige nu længes vi efter regn!

Koncerten i går aftes var ikke helt så god, som der var lagt op til. Sangeren ødelagde sangene og skreg i falske toner ud gennem anlægget. Havde hun været med i X-Factor havde Blachman fået hende grædende ned fra scenen.
Bålet var det største jeg længe har set. De var ude at skære hele træer ned, for at bygge bålet op.

Vi sov helt dejligt i skovens stilhed og nattens friske luft.

Løbet, som vi impulsivt deltog i

Løbet gik fantastisk.

Bo løb hans trail halvmarathon på 1:50 og kom ind på 3. pladsen og nummer 2 i sin gruppe. Tillykke. Og jeg var ikke den sidste på mine 6 km op gennem skoven.

Jeg startede som den allersidste og nåede at overhale kvinderne lige foran mig – de overhalede mig igen, da Katharina satte sig ned og jeg efterfølgende skulle fjerne hendes efterladenskaber. Jeg overhalede dem igen. Katharina satte sig ned og tissede. Jeg overhalede dem igen – og derefter 10 andre op gennem skoven. Og resultatet var, at jeg ikke kom sidst i mål.

Jeg kan hverken sprinte eller se elegant ud i løbetøj. Jeg har aldrig nydt at løbe og er tung, når jeg kommer joggende. Men jeg er med! Det er meget federe at deltage og komme sidst i mål end det er at sidde på sidelinjen og vente på, at Bo og ungerne er færdige.

Først eller sidst i mål – efter løbet, atmosfæren og de anerkendende klapsalver, når jeg kommer i mål med livsglæden boblende i maven og et glimt i øjnene. Jeg kan leende snakke med, når drengene fortæller om deres tur.

Planen blev ændret igen

Vi blev enige om at ændre vores rute til Polen > Danmark. På grund af improviserede weekend i skoven, så kan vi ikke længere nå at komme til Krakow på en rolig og afslappende måde. Derfor besluttede vi os for at tage Krakow og Auschwitz en anden gang sammen med ungerne. Improvisation bliver kodeordet for vores rejse.

På vores tur videre mod nord kunne vi se lidt lyn i det fjerne og snakkede om, at det da var fantastisk, at vi drømte om regn, og et par timer senere, ville vi få det.

Men da vi kom tættere på, fandt vi ud at, at det havde været et voldsomt uvejr. Med væltede træer og grene spredt ud over vejbanen og folk der stod ude foran deres huse med koste og gummistøvler – de havde kæmpet mod vandmasserne, der havde truet deres huse og haver – mængden af regn havde helt sikkert omdannet vejen til en brusende flod.

Bo skulle arbejde hele dagen, så vi kørte til Oradea, en storby lige ved den Ungarske grænse. Her er der stabil og hurtig internet. I eftermiddag kører vi over grænsen til den Ungarske by Debrechen.