Ahh, hvor er det skønt, at være tilbage i Peniscola. Ro, en smuk udsigt og internet, der fungerer.

Les Useres er en pilgrimsby, hvor der hver april gennem de sidste 700 år er et event, hvor byen sender 13 mænd og en præst op til det højeste bjergtop i området. I 2 dage vandrer de og beder om regn og tilgivelse. Her er masser af kilder. Og de har helt sikkert været afhængige af, at vandet flød gennem hele sommeren.

Selvom det er mega hyggeligt her hos Conrad på Mon La Bassa, så trænger vi også til noget Dudek-tid. Vi kører mod Valencia igen, hvor vi skal til et løb oppe i bjergene.

Vores dejlige lille perle udenfor Valencia er blevet til en lokal losseplads i løbet af de par måneder, som vi har kørt mod Portugal og tilbage igen.

Jeg har fødselsdag på torsdag og vil gerne fejre den sammen med vores nye venner i Mon La Bassa uden for Barcelona. Så vi presser den lidt og kører videre.

Far Bo havde ikke forstået, at man selv skulle tage en chip, når man hentede nummeret – så derfor fik Niki ikke credit for sin flotte 3. plads. Hverken Bo, Niki eller Alex blev registreret, da de løb over målstregen.

Solen skinner, vi snakker, hygger og er sammen. Lige i øjeblikket er det det vigtigste i vores liv. Om lidt skilles vores veje – ungerne skal videre i deres liv.

Det er overskyet i disse dage og vi har igen valgt at køre ind til byen til en cafe, hvor vi kan få strøm og mærke livets pulsslag.

Kombinationen af overskyet og mangel på internet har tvunget os ind på en cafe i La Carolina. Der er ikke mange hyggelige steder at vælge imellem – og selv her i centrum er internettet tvivlsomt.

Vi havde ellers besluttet os for, at vi ville ind til Cordoba igen og besøge Mezquita-Katedralen – og jeg havde glædet mig. Men da arbejdsdagen var omme, var vi blevet lidt lunkne og gad ikke rigtigt.

Forventningerne havde ikke været særlig store. Jeg havde forinden forsøgt at læse lidt op på byen og havde set, at man skulle se en romersk bro og en katedral – ikke noget der imponerede mig.

Da vi tilmeldte os løbet var Alex okay med, at han ikke skulle løbe 12 km trail – ruten var lidt for lang for ham. Men da far og Niki begyndte at klæde om og gøre sig klar, blev Alex mere og mere mut.