Mani, hulemalerier og mini-bike-odyssey

Dagen før havde Bo være ude at løbe en sindsyg smuk tur. Ned ad bjerget via en stejl lille vej – hen langs vandkanten – op ad bjerget via små stier, caminoer med stensætninger, kirker og oliventerasser. Han havde besøgt en lille hule.

Og det skulle jeg da også være med til. Så op på jernhesten og ud over rampen – det føltes i hvertfald sådan. Nedkørslen var så stejl, at mine bremsere var ved at brænde varme og vi blev nødt til at holde en lille pause. Serpentinersving, oliventerasser og stenhuse i 400 stejle højdemeter.

Vi landede nede i en lille lystbådehavn, hvor en gruppe unge mennesker havde samlet sig og stod og hyggede på molen.

Turen ud langs kysten var meget smuk – til venstre en stejl klippevæg og til højre en ligeså stejl klippevæg ned mod havet. Kaktusser voksede op langs klipperne. Solen skinnede og himlen og vandet gik næste ud i et.

Halvvejs nede langs kysten besøgte vi først den lille hule, som Bo havde være i dagen forinden. 50 m længere henne var der 2 større huler. Den ene var helt sortsodet og man kunne se, at der havde boet mennesker – og så var der var hulemalerier. I dag har fuglene overtaget hulerne og der ligger fuglelort sammenpresset og formuldet på gulvet.

Vejen endte ude ved en lille havneby med stenhuse – meget idyllisk.

Mini Bike Odyssey

Hjemturen gik først stille og roligt tilbage til det lille fiskerleje med de unge mennesker – og derefter lige op i himlen.

På bedste Bike-Odyssey-maner fandt Bo en elastik frem – det var noget, som han havde lært gennem de mange cykelløb gennem de græske bjerge, hvor han har cyklet med en partner. Den rytter, der har en gode ben på dagen, hjælper sin partner gennem ved at trække ham – i dette tilfælde mig.

Jeg indrømmer gerne, at lige meget hvilken dag vi taler om, så er mine ben aldrig så stærke som Bos… så han fik fornøjelsen af at trække mig op. Han eeelsker smerten af hård fysisk træning (ja, jeg forstår det heller ikke…) og jeg hader, når det gør ondt.

Jeg havde forstillet mig, at elastikken gjorde, at jeg kunne slappe lidt af – men nej. Jeg skulle træde lige så hårdt i pedalerne, som jeg overhovedet magtede. Næsten oppe var jeg grædefærdig. Mine ømme ben nægtede at fortsætte – men motoren, som trak mig – fortsatte ufortrødent derudaf.

Indrømmet, jeg bliver lidt lille-piget, når jeg er træt og udmattet. Så jeg var nok ikke den hyggeligste værelseskammerat den aften.