Vi har slået lejr på bredden af Donau på Rumænien siden – lige derude midt i strømmen går grænsen mod Bulgarien og de træer jeg kigger på, har Bulgarske rødder. Her har vi brugt de sidste 11 år af vores liv. 11 helt fantastiske år fyldt med rejser, muligheder, sol og eventyr.
Bo har arbejdet hele formiddagen, mens jeg har læst om Harry Hole, løbet en tur sammen med Katharina (vores hund) og skrevet dagbog. Lige nu er Bo ude at løbe, mens Katharina ligger her ved mine fødder og hiver efter vejret. Her i solen er der 39 grader, men heldigvis er der skygge i bilen og en mild brise, som køler os ned.
Planen er, at tage en køredag og komme et godt stykke op i Nordrumænien i dag. Vi besøgte Rumænien i vores camper sidste år, så vi vil hellere direkte videre til Slovakiet og Polen, inden vi skal mødes med ungerne i Danmark og samlet køre videre ud i Europa.
Jeg troede, at jeg ville boble af lykke, når vi endelig sad i bilen på vej ud i friheden – men trætheden og sulten fyldte mere og jeg var alt for udmattet til at være skuffet over, at boblerne udeblev.
Det har været hårdt arbejde at få afsluttet vores hus, underskrevet lejekontrakten, fået ordnet dokumenterne og alt det løse – det er kun de mennesker, der har boet i et land med ex-kommunisme, der ved, hvor meget lort der er på de offentlige kontorer. Hvor lang tid ting tager, hvor ubehøvlede – eller måske ulykkelige – de offentlige ansatte kan være og hvor mange gange man skal rende frem og tilbage for at få ordnet simple papirer. Vi har skrevet lister og omskrevet lister, kun for at skrive nye lister – for at beholde overblikket.
Det var først, da vi ankom til Z – Bos fantastiske samarbejdspartner og hans kæreste Azya – at det langsomt begyndte at gå op for mig, at jeg endelig var på vej ud i eventyrets verden igen. Der hvor alt kan ske. Stakels Z og Azya måtte overvære min ukontrollerbare lykkerus, høre på mine dårlige jokes, som jeg selv grinede højlydt af, dansende af lykke og totalt gearet.
De sidste 3 år har jeg gerne ville videre. Eventyret i Bulgarien var blevet lidt ensformigt og hverdagsagtigt og jeg havde følt den indre trang til, at der igen skulle nye oplevelser til, for at gøre livet spændende. Grunden til, at vi valgte at blive lidt længere i Bulgarien, var ungernes skole. Det eneste alternativ vi kunne se, var at flytte til Danmark og det gav mig endnu mere klaustrofobi – vores liv i Bulgarien var trods alt fyldt med mere overskud og økonomi til vores rejser og weekender i Grækenland og i bjergene.
For halvandet år siden fik jeg endelig overtalt Bo til at få en camper. Mine forældre havde haft en ombygget minibus, da jeg var 18 – og jeg elskede den bil. Det var min bil. Og jeg vidste, at mit næste drøm var at leve nogle år som van-lifer – jeps, det er det fællesskabet af svedige camper-ejere, der lever fuld tid i bilen kalder sig selv for. En vanlifer. Vi fandt en Mercedes Vito Westfalia på nettet, satte os i en flyver til Holland og hentede bilen. Det var mellem jul og nytår, så vi havde resten af juleferien til at trille tilbage til Plovdiv.
Efter sommerferien følte Bo heldigvis samme frihed med camperen – ingen af os havde lyst til at afslutte de 3 måneder, som vi havde nydt og tage tilbage til vores kontorstol. De nye van-lifers var født!
Kort efter sommerferien blev vi enige om, at det vi ville – men vi blev nødt til at vente til Alex var færdig med folkeskolen samt finde ud af, hvordan vi kunne arrangere hjemmeundervisning for Niki – direktøren for kunstgymnasiet var meget imødekommen overfor ideen, forudsat at Niki ville besøge en masse gallerier, efterhånden som vi kommer til at arbejde os frem.
Vi er ikke på ferie. Vi har bare lavet nogle justeringer på hverdagen, så vi kan tage den med os på hjul. Meningen er, at vi skal arbejde nogle timer hver dag – og måske en gang imellem give den en ekstra skalle, hvis der er større projekter.
Vores nye van-life er begyndt.