En stille morgen, som vi nød ved den smukke havn. Vi gik en tur langs landsbyen ud til forsamlingshuset, hvor der var små boder, der solgte lokale ting.

Efter Moesgaard Museum så bliver vi dybt skuffede, når vi besøger andre museer. Denne gang var den den interaktive udstilling i den ekstremt flotte bygning, som huser et af europas største videnskabsmuseer.

Det er oftest de små ting, oplevelser og mødet med nye mennesker, som gør størst indtryk. Det er oplevelsen, følelsen, latteren, historierne, sammenværet, det skæve – og alle fejlene, man grinende genfortæller 20 år efter.

Katharina er faldet til. Vi kan se på hende, at hun elsker at rejse og drøne rundt nye steder. Selv den begrænsede plads i camperen er et plus for hende. Hun føler sig maks tryg, når der er rammer om hende – det er også her hun ligger, når vi kører.

Det var med blandede følelser, at Niki tog hjem til Holly. Han var glad, fordi han havde fået en halv dag mere med hende – og samtidig ked af det, fordi de skulle sige på gensyn.

Sidste dag med Cecilie, Jesper og deres skønne unger. Vi skal videre ind i bjergene, hvor der på søndag er et trailløb, der forhåbentlig vil være 1000 gange bedre end det løb vi deltog i sidste weekend i Sevilla.

Vi aftale med Ziza og Yair, at vi kunne bo i deres største yurt og igen følte vi os virkelig heldige. Vi havde et køkken, opvarming, senge, toilet og solopvarmet bruser. Vi kunne frit bevæge os inde på deres og naboens grund.

Oftest bliver løb arrangeret de mest fantastiske steder, hvor man normalt ikke kommer hen som turist. Vi kører gerne en omvej ud i intetheden for at komme til de forskellige løb – og det giver os nogle virkelig fede oplevelser.

Vi er dybt taknemmelige over, at vi bare kan komme og nasse på alle – vi har afprøvet diverse vaskemaskiner og blevet maks forkælet alle steder vi er kommet hen. Det er fantastisk at møde den velkomst.

Ahh, hvor er det skønt, at være tilbage i Peniscola. Ro, en smuk udsigt og internet, der fungerer.