Pylos

Vi startede vores rejse i Pylos – Bo og jeg havde været der tidligere på en cykeltur fra den campingplads, som vi havde lejet os ind på, da de store lockdown startede. Pylos er en lille havneby i det sydvestlige Peleponesse. Virkelig smuk beliggende.

Vi havde set, at der var en antenne på byen torv – kun et par hundrede meter fra vores lejlighed. Så vi var overbeviste om, at der ville være internet. Men til vores skræk var internettet så dårligt, at Bo knap nok kunne arbejde. Vi kæmpede for at for det til at virke og vores gæstgiver var utrolig hjælpsom.

De første 7 dage var vi i isolation – men det gjorde heller ikke noget. Vejret viste sig ikke fra den gode side. Det er jo også vinter hernede. Her falder der vist meget meget sjælden sne – vi kan se, at sneen ligger på bjergtoppene ude i det fjerne – men hernede er vejret okay. Grækerne render rundt i dynejakker med pelskraver og tørklæder viklet rundt om halsen. De bæver og temperaturen ligger på ca. 12 grader mens det regner og tordner.

Lejligheden lå helt centralt med 2 min gang til torvet. Torvet ligger i bunden af en dal – og byens hvide huse ligger smukt op ad den stejle bjergside – og jeg vil gerne skrive under på, at det er monster stejlt, for jeg har selv cyklet der – eller det vil sige, jeg er selv blevet skubbet op ad bakken af Bo – ha, ha.

Nedenfor torvet ligger der 2 store lystbådehavne. Havnen ligger godt beskyttet af en række klippeøer, der laver en bugt. Flere gamle borge vidner om, at stedet har været værdsat op igennem historien og altid været en rig by. 

Hiking ved Voidolilias og Navarino borgen

10 km udenfor byen ligger 2 af Grækenlands smukke strande. Den ene, Voidokilias, ligger ud til havet mellem 2 klipper, hvor vand og sand bliver presset ind. Det har dannet en smuk sandstrand formet som en paddehat og på en rolig sommerdag er vandet helt stille, klart og azurblåt. 

Den anden strand, Golden Beach, ligger i bunden af den bugt, der er ude foran Pylos – her bliver sandet også presset op og det er meget lavvandet – det giver igen det dragende stille azurblåt vand. I det stille vand og moseagtige landskab mellem disse to strande, holder flamingoer til.

Fra paddehattestranden Voidokilias er der en fantastisk vandrerute op ad klippen. Heroppe er der en kæmpe grotte med udsigt udover paddehatten. Herfra klatrer man videre op ad klippen til en borgruin – som er så stor, at det vidner om, at der har været en hel landsby indenfor murerne. Udsigten er fanatastisk.

På den anden side af bjerget fandt vi en stenstrand, hvor skumsprøjt og hvidt skum fascinerede os i lang tid.

På disse gåture er Nicolas og Alexander de lette frontløbere. De går og griner, snakker og tjatter leende til hinanden. Jeg er helt klart bagtroppen, der langsomt og forsigtigt stiger ned ad bjergstien med lidt angst for at sidde på halen i de løse sten. Bo er lidt i begge lejre. Nogen gange går han og synger og pjatter med Nicolas og Alexander og andre gange hygger han hos mig.

Jagten på vandfald

Al den regn giver rig mulighed for at opleve nogle af alle de vandfald der er i bjergene. Sammen med Bo og Alexander besøgte vi et af vandfaldene – hele området er et vådområde med floder og bevoksningen er lidt urskovsagtig med lilianer, der hænger ned fra træerne og en sti, der løber langs åen, som fører os gennem tunneler af 2-3 meter højt græs. 

Latter, snak og en fascination af den skønhed, som naturen byder på.

Et par dage efter kørte Bo og jeg alene ud til 2 andre vandfald – de var ikke nær så spændende som det første, men med lidt fantasi og en Indiana Jones inspireret tilgang, så fik vi meget ud af lidt – som Bo fik det formuleret.