Løbet var ikke en konkurrence om, hvem der kom først – men hvem, der havde den cooleste udklædning! Vinderene var et par, der havde klædt sig ud som snegle.

Selvom det er mega hyggeligt her hos Conrad på Mon La Bassa, så trænger vi også til noget Dudek-tid. Vi kører mod Valencia igen, hvor vi skal til et løb oppe i bjergene.

Vi har parkeret camperen på stranden lige ved Gibraltar – en engelsk koloni og kongedømme. Det er massiv klippe, der stikker 600-700 meter op og ligger på en tange ud i Gibraltarstrædet.

Det er nok den hyggeligste og et af de mest atmosfærefyldte landsbyer vi har besøgt. De små stejle gader med hvide huse emmer af historie, gamle kirker, nonneklostre, porte, et slot og en slotsmur.

Bo faldt på klipperne og har nu dybe hudafskrabninger i begge håndflader og et trykket ribben. Han nåede at blive så træt i benene, at han ikke længere kunne koncentrere sig om at løfte dem højt nok hen over klipperne.

Det er kun fordi, Niki har en aftale i Stirling i weekenden, at vi bliver i Skotland, selvom naturen viser tænder. Regnen vælter ned ad bjergsiderne, så det næsten ligner et helt gardin af vandfald. Vindstødende er voldsomme og betyder, at vi ikke kan have teltet åbent og dermed sidder vi alle klemt inde i bilen.

Skoven omkranser den turkisblå sø og bjergene ligger ude i horisonten. Virkelig et af de smukkere og meget rolige steder, vi har overnattet.

Vi skal ikke lave noget – og alligevel så er der vildt gang i den hele tiden. Der bliver leget, spillet, snakket, grinet, lavet mad og hygget.

Vi har 3 lande, som vi rigtig gerne vil udforske mere end andre – Skotland, Portugal og Marocco.

Der er historie overalt. De snævre brostensgader, der fører til små torve, baggårde, kirker, pladser, universiteter, trapper, porte – en total labyrint. Det er nemt at fornemme historiens vingesus.