Jo tættere vi kom på vores lille udflugt, jo mindre havde jeg lyst til at vise, at jeg er svagere end dem. Jeg er jo 25 år yngre. Og jeg vidste allerede på forhånd, at jeg ville få totalt baghjul.

Stadig i Onil. Solen bager ned fra en skyfri himmel og selvom vi er 700m oppe, så er her dejligt varmt.

Med en lidt skuffet og negativ indstilling til Portugal kørt vi videre fra bjergsøen. Natten til i dag var ultra kold og vi havde måtte sove med varme på hele natten. Batteriet var tømt og planen var egentlig at finde en billig campingplads.

Vi er mere til bjergene end stranden. Måske fordi vi er fra Danmark og tager en bred hvid sandstrand for givet eller måske, fordi vi har boet for foden af Rodopibjergene i Bulgarien i 12 år og nydt bjergene dagligt.

Det kan godt være, at Van Gogh i raseri skar sit øre af, men han fik også næsten vores fødder til at falde af. 4 etager med billeder, billeder og atter billeder.

Der er historie overalt. De snævre brostensgader, der fører til små torve, baggårde, kirker, pladser, universiteter, trapper, porte – en total labyrint. Det er nemt at fornemme historiens vingesus.

Okay i dag faldt internettet ned på et niveau, hvor det ikke er muligt at arbejde – man kan allerhøjst sende en email. Bo besvarede emails og fik ordnet nogle praktiske opgaver. Og efter morgenmaden kørte vi videre ned til Castello, hvor vi var lidt praktiske.

En virkelig hyggelig dag nede på værkstedet, hvor vi fik skilt sidedøren og mirakuløst samlet den igen. Det nye hjul på døren er sat i og fungerer perfekt

Alex, Bo, Katharina og jeg gik en tur ned af de snævre gader, købte saltede mandler, druer og figner i den lille grønthandler og hyggede hele eftermiddagen.

Vi har eventyr i blodet. Vi har brug for at komme ud at rejse og vende livet på hovedet. Det er et bevidst valg, som vi har taget ud fra det udgangspunkt, at det simple ærlige liv gør os mere lykkelige. Vi ejer mindre, har smidt næsten alt vi ejer ud og lever småt. Vi har friheden til at rejse og leve frit.