100 pipes kilden er bygget ved en flods udspring fra bjerget - der er bogstavligt talt 100 rør, hvor det friske kildevand løber. 10 meter længere oppe har floden sit udspring. Man kan se, hvordan vandet pibler op fra bjergets indre og flere steder står vandet ud som en fontaine fra klippespalterne.
For at komme hen til parkeringspladsen kører man gennem kilometervis af velplejede olivenlunde. De planter 3-4 træer sammen – så modsat grækenland, hvor der står gamle krogede træer, så var markerne unge og de 3-4 træer gav en stor krone.
Bjerggederne gik på bjergene, som tårnede op foran os. Parkeringspladsen lå for foden af en lodret bjergside og kilden med de 100 pipes. Det hele var eventyr-agtigt og med solen bragende ned fra en skyfri himmel.
Bjerget var et paradis for klatrere – og der var 6 forskellige klatreruter på bjergsiderne. Vi valgte en overkommelig rute op til en stor klippesten, der stod ensomt halvvejs oppe. Men ruten var slet ikke så overkommelig, som den så ud nedefra. Vi måtte ned på alle fire for at bruge hænderne til at hive os op ved hjælp af rødder og klipper. Flere gange gled Bo og jeg lidt ned igen.
Ved klippestenen hev Bo sin ukulele frem – som han havde slæbt hele vejen op. Planen var at stå på toppen af klippestenen og spille ud over dalen, men det opgav han heldigvis. Så på bagsiden stod han og lænede sig op ad stenen.
Solen var ved at gå ned og lidt desperat forlangte jeg, at vi kom afsted nu – mens det var lyst. Vi havde ingen ide om, hvor svært det ville være at komme ned igen. Vi fulgte gedestierne, der gik langs den lodrette klippe – og vupti, var vi nede.