Den dag telefonerne blev puttet i lommen og ungerne blev nærværende og deltog i vores rejse.
Vi havde besluttet os for at køre ind i Highlands igen. Weekenden bød på sol og sommer og det ville vi nyde i den vilde natur. Hele morgenen havde Niki været online og vi kunne hverken få fat i Niki eller Alex, som havde gemt sig bag skærmen og høretelefonerne. De var i deres verden selvom vi sad i samme bil. Vi konfronterede ungerne og benægtede dem at bruge deres telefoner.
Niki blev eddiketæskesur og fulgte os muggent – og vi var indstillet på at have en træls teenager i et par uger inden han indså, at vi havde ret i, at livet leves udenfor telefonen, men at det selvfølgelig er okay at holde kontakten med vennerne.
Vores tur startede med en lille hike, hvor geologer i sin tid havde fundet ud af, hvordan bjergene var blevet formet. Vi lærte, at Skotland engang havde hængt sammen med Nordamerika og havde gennem millioner af år bevæget sig mod sydøst og tilbage til nord. På denne hike snakkede vi med et par, der fortalte os, at de kom fra Lochinvar – og at den tur var fuldstændig fantastisk + at der idag var ChickenRace i en landsby lidt længere inde.
ChickenRace – mega – det måtte vi bare opleve. Så vi endte i en meget lokal lille fest med guitar og hønsekonkurrencer dagen lang. Den smukkeste høne, den mest handsome hane, de smukkeste æg, de mest ensartede æg, den hurtigeste høne og derudover det barn og voksen, der var bedst til at danse chickendans. Børn løb rundt over det hele og legede som jeg husker det fra min barndom. De grinede, løb, hujede, kæmpede, græd og opfandt lege hele tiden. Det var en tidslomme vi var faldet ned i – og et glimt ind i en kultur som værdsætter de menneskelige værdier og tiden til at være sammen med ungerne.
Det var også her, at Niki langsom tøede op – ikke at han rigtigt snakkede med os – men han var ikke længere sur.
Efter ChickenRace kørte vi videre ud i det blå. Vi kom ud til en Loch, hvor der stod et gammelt slot på en lille ø. For at komme ud til øen skulle vi hoppe fra sten til sten – og herude blæste der en vældig vind. Bo og Alex legede og grinede: ´Hvem kunne stå på et ben på klippen i stærk modvind´- det var slet ikke så nemt. Og pludselig gik der leg i Niki, alt var glemt og han deltog i konkurrencen om, at stå i længst tid.
Så kampen om mobiltelefonen tog kun timer – ikke uger. Tusind tak kære gud 😉
Der er tusindvis af vandfald – og dette sted var ingen undtagelse. Så vi gik hen til vandfaldet, hvor Alex lavede et monsterspring over på modsatte bred og gav mig et mega chok. Han kravlede tilbage over et træ, der stod med grene hen over floden. Her faldt roen og det gode humør i balance – vi sad der bare og nød det.
Det var tid til at finde et sted at holde for natten. Valget faldt på en lillebitte vej, hvor der kun var et spor og kørte væk fra alfarvej. Og sikken en tur – det var så super smukt og vildt. Stigninger på 25% på vejen og udsigt ud over fjorde, dale, bjerge, krøllede skove og troldeskovbunde. Der var små indhak, hvor man skulle køre ind, hvis der kom modkørende. Vi fandt et lille hul med læ for den vældige vind og slog lejr for natten.
Tak for en fantastisk dag, der både var fuld af oplevelser, latter og en indsigt i, at livet sker udenfor telefonen.
Tak, tak, tak