Vi kører hele tiden på kanten af regnen. En koldfront ligger hen over hele Europa og Sydfrankrig og Nordspanien bliver hårdt ramt. Vi har valget mellem at blive og ride koldfronten af eller køre igennem et par dage og komme ud på den anden side.

Vi valgte at køre videre mod Murcia og overnatte på halvvejen – og ankomme, mens det stadig er lyst. Det er ikke nemt, når dagene er så korte. Det er mørkt lidt over seks – og mørket falder hurtigt.

Tilbage til vores plads ved Albandeira Beach tæt på Benagil grotten. Det er som at komme hjem igen.

Vi ledte længe efter et vaskeri. Det er utroligt, så meget vasketøj man kan nå at få samlet på en uge. Det er lidt hyggeligt, når man kun skal koncentrere sig om én ting – at få tøjet rent.

Overskyet betyder, at der ikke bliver lavet strøm nok til at vi kan arbejde og gå i skole. Efter morgenmaden kørte vi derfor ned til en campingplads.

Det var dejligt at være sammen som familie igen – at knuse og kramme ungerne – selvfølgelig sådan lidt hårdt og for sjovt, så kærligheden bliver pakket ind i latter, og vores teenagere bedre kan være acceptere at modtage og give de kram, som vi alle savner.

Vi havde bestilt en færgebillet til om aftenen, men en misset afkørsel på motorvejen og kø omkring London gav os sved på panden.

Ha, snydt! Delfinerne havde bestemt sig for, at lege et andet sted her til morgen..

Det viser sig, at familien Conrad er mestre i bordfodbold – og ungerne elsker at spille det. Jeg skrev til ungdomshuset og vi blev inviteret til at spille sammen med de unge mennesker. Det var mega fedt!

Der kom hele tiden et par vandrere forbi ude på vejen over San Sebastian. Det viste sig, at vi havde sovet lige på Caminoen. Vi snakkede med et ungt fransk par, der skulle gå i 4 uger og var startet på den franske del.