Ruth er en meget interessant 70-årig kunstner fra Kibutz, Israel. Vi lærte hende at kende i Plovdiv, hvor hun i en kort periode var ‘næsten-naboer’ med os. Hun flyttede til Malaga for et par år siden. Og det pudsige var, at den lejlighed, vi havde fundet, tilfældigvis lå 2 gader fra hendes lejlighed.

Besøg hos Mercedes for at hente ny fatning til blinklyset, Decathlon efter et par bukser til Bo, mad-indkøb og en længere køretur til Cadiz – ikke ligefrem noget at skrive dagbog om!

Sevilla overraskede os totalt – de vedligeholdte små labyrint-gader, plazaer, store monomenter, katedralen, spisesteder og det gamle slot var med til at gøre atmosfæren helt fantastisk.

Kan man ikke rejse ud på eventyr, så må man finde de små eventyr, der ligger lige uden for porten.

Jeg spurgte, hvad de levede af i Udkants-Tyskland – han svarede fra hånden-til-munden. At al industri var lukket ned og de ikke havde nogen arbejdspladser tilbage. Folk pendlede 150 km til Berlin hver dag.

Vi valgte at køre videre mod Murcia og overnatte på halvvejen – og ankomme, mens det stadig er lyst. Det er ikke nemt, når dagene er så korte. Det er mørkt lidt over seks – og mørket falder hurtigt.

Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde glædet mig til at ungerne skulle flytte hjemmefra – glædet mig på deres og mine vegne. Men den overvældende tomrum af, at være alene med min dejlige mand har overrumplet mig.

På mandag tager Bo op til Mediegruppen for at sige tusind tak for 16 virkelig gode år. Mette, der har været ved Mediegruppen lige så lang tid som Bo, er sygemeldt og vil derfor ikke være der på mandag. Vi besluttede os derfor for at køre forbi hendes lille perle lige udenfor Christiansfeldt.

Vi kørte ind til mekanikeren efter arbejde og løb (Niki og Bo). Bilen får nogle smæk, når vi kører ud på eventyr. Vi skal selvfølgelig altid ud på den lille umulige vej, for at finde ud af, hvor den fører hen.

Stadig i Onil. Solen bager ned fra en skyfri himmel og selvom vi er 700m oppe, så er her dejligt varmt.