Vi havde delt os. Bo og Alex besøgte Eiffeltårnet og Niki og jeg besøgte Louvre. Jeg klatrede op i Eiffeltårnet for 20 år siden sammen med min veninde Tina og Niki ville allerhelst besøge Louvre.

Titanic scenen, hvor DeCaprio tager pigen ned på nederst etage, hvor de danser hele natten til irisk folkemusik – det var den klasse vi havde booket. Vi var bundskrabet, dem de andre ikke må lege med.

Vi valgte at køre videre mod Murcia og overnatte på halvvejen – og ankomme, mens det stadig er lyst. Det er ikke nemt, når dagene er så korte. Det er mørkt lidt over seks – og mørket falder hurtigt.

En af de bedste ting ved vores nye livsstil er de stille rolige dejlige smukke morgener, hvor der er tid til langsomt at vågne.

Et varmt bad en gave, der går helt ind og giver et mentalt velbehag som ikke kan beskrives. Det er en essentiel nydelse, at lade det varme vand flyde ned over hovedet.

Okay i dag faldt internettet ned på et niveau, hvor det ikke er muligt at arbejde – man kan allerhøjst sende en email. Bo besvarede emails og fik ordnet nogle praktiske opgaver. Og efter morgenmaden kørte vi videre ned til Castello, hvor vi var lidt praktiske.

Lederen i ungdomshuset havde fortalt os, at hun var flyttet til Olhao på grund af den hyggelige stemning nede ved lystbådehavnen og vi måtte ikke gå glip af den smukke, smukke solnedgang.

Løbet skulle have været 2,5 km langt, men da Bo varmede op ville han løbe ruten igennem – og efter 8 min stod han ved os igen. Ruten var kun 1,3 km lang – det absolut korteste løb, vi har været med til.

Det kan godt være, at Van Gogh i raseri skar sit øre af, men han fik også næsten vores fødder til at falde af. 4 etager med billeder, billeder og atter billeder.

Bo starter altid dagen ved sin computer – han når at arbejde en times tid inden jeg begynder at røre på mig. Efter morgenmaden løb vi en tur – ikke sammen – for Bo er noget hurtigere end mig og løber meget længere.