Vi har et projekt, der skal afleveres. Så det er stressende både at passe arbejdet, være afhængig af, at vi er koblet til strøm og flygte fra regnen på samme tid – Bo er ballert og træt i hovedet.

Vi sov på parkeringspladsen. Og hvem kunne have vidst, at lørdag den 28. marts var vores sidste dag med fri bevægelighed.

Vi var landet lige i starten af en længere hikingrute op gennem bjergene. I løbet af formiddagen kom der adskillige mennesker, der kom ud for at nyde juledagene på en aktiv måde. Der var mountainbikere, løbere, hundeluftere og familier med småbørn og bedsteforældre.

Udsigten fra vores rullende kontor er helt fantastisk. Vejret er roligt og vandoverfalden var spejlblank, bjerge i baggrunden ud over fjorden.

Lederen i ungdomshuset havde fortalt os, at hun var flyttet til Olhao på grund af den hyggelige stemning nede ved lystbådehavnen og vi måtte ikke gå glip af den smukke, smukke solnedgang.

Far Bo havde ikke forstået, at man selv skulle tage en chip, når man hentede nummeret – så derfor fik Niki ikke credit for sin flotte 3. plads. Hverken Bo, Niki eller Alex blev registreret, da de løb over målstregen.

Vi bliver kun mødt med venlighed, hjælpsomhed og den skønneste humor. Skottere er ikke nærige (ud over den vindmølle vi så med én vinge) men ekstremt gæstfrie.

Vi havde bestilt en færgebillet til om aftenen, men en misset afkørsel på motorvejen og kø omkring London gav os sved på panden.

Med lidt omrokeringer nåede jeg det hele – og helt uden stress.

Hiking tur op til North Face af Ben Nevis. Op gennem skoven via stejle stier og derefter over heden, hvor Hagrids hytte (Harry Potter) lå og hvor nogle af scenerne til Azkaban fængslet er filmet.