Tanker om vores familien og fremtiden

Solen skinner, vi snakker, hygger og er sammen. Lige i øjeblikket er det det vigtigste i vores liv. Om lidt skilles vores veje – ungerne skal videre i deres liv.

Men lige nu – i dette øjeblik – er det virkelig dejligt, at ungerne hygger sig sammen med os. Vi har forlænget den gode tid sammen og fået en gave i at kunne hygge om dem lidt længere endnu. 

Hygge ved søen. Jeg gik en lang tur og Bo fik løbet en lille tur inden sit løb i morgen.

Bo spiller klokbold med ungerne. 

Giganterne

På vej mod næste løb kørte vi om eftermiddagen forbi GIGANTERNE fra historien om den uheldige helt Don Quixote.

Det er 10 smukke hvide møller, hvor de ældste kan dateres 500-600 år tilbage.

Jeg havde læst om møllerne, men de lå ikke lige på vejen mod vores løb i Villaerobledo, så jeg havde afskrevet dem. Men Bo havde fundet nogle siloer, der var blevet udsmykket af nogle lokale kunstnere, for at udbrede kunst i hverdagslivet. Siloerne var ikke noget særligt – men det var møllerne, som stod på toppen af landsbyen.

Normalt bygger man en kirke på toppen af bakken – og derudfra fører små brostensbelagte veje ud som en stjerneform. De ældste huse tættest på kirken. Men her var alle husene bygget nede på skrænten, så møllerne kunne få maks vind i vingerne.

Nicolas er blevet en lille voksen

Inden vi tog på vores lille rejse, var Nicolas allerede på vej videre. Han prioriterede vennerne og når han var hjemme, så opholdt han sig mest på værelset. Han var ved at komme videre i sit liv. Og vi kunne godt se, at denne rejse måske kom et halvt år for sent. 

I månederne op til rejsen, var vi usikre på, om han ville med. I vores familie tvinger vi ikke nogen til noget. Men vi havde ikke nogen Plan B. Heldigvis ville Nicolas gerne med på eventyr.

Vi har fået det arrangeret, så han stadig kan være ’sammen’ med sine venner fra Bulgarien og kæresten i Skotland. Og han har stadig muligheden for at trække sig tilbage, selvom vi bor så tæt. 

Forskellen fra nu og for 6 måneder siden er, at der igen er blevet plads til os i hans liv. Ikke på en anmassende måde. Han er blevet voksen og deltager i samtalerne på lige fod med Bo og jeg.

Lige nu hjemmeunderviser Niki sig selv. Han skal op til prøve i alle fag til juni og september – men han kan fortsætte i sin klasse. Han har 2 år mere, så er han færdig med kunstgymnasiet.

Alexander har fået fri

Alexander har været i den bulgarske skole – i en specialskole, hvor dem med en større forståelse eller interesse indenfor bulgarsk eller matematik kunne udfolde deres talent. Og det var mest intelligensen og konkurrencen, der blev dyrket. 

Alex’ talent er matematik. Jeg gjorde mit for at blødgøre hans tid i den strenge skole – og lærerne respekterede mig for, at han aldrig blev presset. Hans præstation blev fremhævet ved forældremøderne, hvor lærerne viste, at man sagtens kan være topelev og top motiveret uden at blev presset og gå til ekstra undervisning eller få straf derhjemme, hvis karakteren ikke lige er i top i en prøve.

Da Alex var færdig med folkeskolen (i Bulgarien er det efter 7. klasse), stod det klart, at han ikke havde lyst til at fortsætte i det Bulgarske system og på matematikgymnasiet. Efter en lang overvejelsesperiode, hvor vi i starten satsede på HTX, så faldt valget på Vejlefjord Efterskole.

Vejlefjord Efterskole bliver kørt af adventisterne og 40% af eleverne er kristne. Vi er der ikke for den kristne del, men fordi skolens værdigrundlag er bygget på næstekærlighed og omsorg. Eleverne, der har gået på skolen er vilde med sammenholdet og skolen. Samtidig kender vi skolen og de mennesker, der arbejder der – Bo har gennem Mediegruppen arbejdet for dem i mange år.

Alex begynder på outdoor-linjen og bliver på en blid måde introduceret til det danske skolesystem. Selvom vi har boet i Europa, så tænker jeg, at kulturchokket bliver stort for Alex, når han pludselig skal tænke selv.

Lige nu unschooler Alex

Vi startede ud med en dansklærer og danske stile. I starten var det svært for ham at formulere sig på dansk og især, at opgaveformuleringerne var så løse. Men han har fået styr på det og skriver et ganske pænt dansk – han fik 7 og 10 taller i sine afleveringer. Der hvor den halter med de danske afleveringer er konklusionerne, hvor han skal samle sine tanker, konkludere og binde sløjfer – det har han aldrig lært – at man skal tænke selv og fortælle, hvad man selv mener. Men jeg tænker, at det kommer i løbet af næste år.

Lige nu har han kastet sig over programmering. Hver eneste dag udfordrer han sig selv med nye opgaver, som han programmerer fra bunden. Der er en lille Bo gemt i ham! Han har lært flere forskellige programmeringssprog.

Han vil også gerne lære lidt tysk – så han ikke er håbløst bagud, når han starter på efterskolen. Vi er så småt begyndt at kaste os over det, men det er ikke helt så sjovt som programmering.

Vi skal alle videre

Vi ved godt, at det hverken kan eller skal fortsætte. De skal begge tilbage til deres venner og ungdommens frisind, hvor de kan få lov til at gøre skøre ting, lave deres egne fejl, ikke tænke praktisk og logisk og være ligeglad med morgendagen. Vi ved det, og er klar til at give slip.

Vi er taknemmelige for, at få lov til at være sammen med dem ét år mere. At udvikle os sammen i en helt ny retning. Lære at respektere hinanden og lære hinanden at kende.

Vi har gennem vores 12 år i Bulgarien udviklet et tætter sammenhold i familien, end de fleste familier har  – men det vi oplever nu, er at dette sammenhold vokser og udvikler sig.

Når vi giver slip på ungerne nu, så er det kun for en tid – de vender tilbage om 10-15 år, når de har levet ungdommen ud og er blevet voksne.

Og nu tænker du måske, at vi bare afleverer dem og så kører videre. Men det kunne vi aldrig finde på. Vi er der for dem – altid – dag og nat – i glæde og sorg. Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så bliver det nok mest, når de har problemer af store eller små karaktere, at vi hører fra dem. Min mors motto var: Intet nyt er godt nyt. Altså, når alt kører på skinner og de har det fantastisk, så hører vi ikke fra dem. Hvis de har udfordringer, har brug for hjælp eller mangler penge, så ringer de helt sikkert hjem.

Lige så meget, som jeg glæder mig over de dejlige år, vi har haft sammen og vores rejse nu, så glæder jeg mig over, at de skal videre og udfolde sig. Det bliver spændende at følge dem og være på sidelinjen.

Bo og jeg fortsætter i camperen lige så længe det giver mening og er sjovt