Alex' klaver ankom på campingpladsen. Vi blev her på vores nye spot og nød det gode vejr. Om eftermiddagen kørte vi ind til Valencia.
Vi startede med en is på den famøse isbar og købte en taske til Bo’s ukulele. Derefter skiltes vi.
Alex og Niki fandt hurtigt en interessant gamer-butik, som de brugte en lille times tid på. Derefter hyggede de ned i parken, mødte en demonstration og politifolk, der tydeligvis kedede sig. Spiste på Subway og så var det allerede tid til at møde os igen.
Bo og jeg valgte en tilfældig gade. Vi endte i katedralen, som viste sig at være pænt stor indeni. Den var ikke specielt imponerende udsmykket, men størrelsen og roen var skønt. Ind ad den ene dør og ud af den anden – som førte videre ind i et kvarter med små gader med butikker og restauranter.
I en gård var der samlet en række butikker og restauranter for hippie-agtige typer. Det var meget mere interessant end de velplejede kvarterer. Herinde fandt jeg en vinrød uldstrik og en olivengrøn cardigan – begge med et lidt skævt touch og skønne farver. Så jeg var dybt glad.
Vi spiste på en lille tapasbar – Oliven, artiskokker, rejer i chili og hvidløg, kartofler med aioli og kødboller i en sovs med pinjekerner.
Vi nød tosomheden og den dejlige romantiske aftensmad.
Tilbage på vores lille plads nåede Bo og Alex at spille sammen. Vi fandt ud af, at han skal have fat i en adaptor til tabletten istedet for computeren. Så de kan først komme til at spille rigtigt sammen, når vi har fået den købt.