Stadig i Onil. Solen bager ned fra en skyfri himmel og selvom vi er 700m oppe, så er her dejligt varmt.

Jeg har fødselsdag på torsdag og vil gerne fejre den sammen med vores nye venner i Mon La Bassa uden for Barcelona. Så vi presser den lidt og kører videre.

Vi bliver nødt til at lære det. Det sted jeg havde fundet til overnatning havde så dårlig internet, at vi blev nødt til at køre videre mod Edinburgh. Så ønsket om at besøge Alnwick – det slot, hvor Harry Potter lærte at flyve på kosten – blev slettet fra ønskelisten.

Katharina er faldet til. Vi kan se på hende, at hun elsker at rejse og drøne rundt nye steder. Selv den begrænsede plads i camperen er et plus for hende. Hun føler sig maks tryg, når der er rammer om hende – det er også her hun ligger, når vi kører.

Jo tættere vi kom på vores lille udflugt, jo mindre havde jeg lyst til at vise, at jeg er svagere end dem. Jeg er jo 25 år yngre. Og jeg vidste allerede på forhånd, at jeg ville få totalt baghjul.

Fuck – 7-8 butikker og et campingcenter senere har vi måtte indse, at vores universelle gasflaske ikke findes her Spanien – i resten af europa, ja – men ikke i Spanien.

Dagen startede med høj puls og træning – vi skubbede og skubbede og skubbede den 3,5tons tunge bil op ad græsset, ud på vejen og hen til en lille bakken, hvor bilen kunne få nok fart på, til at Bo kunne kickstarte den.

Vi var kørt til Antequiera fordi vi ville op og vandre på El Torcal. Der var så mange besøgende, at vi skulle parkere nedenfor bjerget og så køre op med en shuttlebus.

Hvor er det dejligt, at vi alle søger forskellige ting – tænk, hvis alle ønskede at bo i naturen omgivet af ro og kvidrende fugle, så ville her være overrendt.

Det er nok den hyggeligste og et af de mest atmosfærefyldte landsbyer vi har besøgt. De små stejle gader med hvide huse emmer af historie, gamle kirker, nonneklostre, porte, et slot og en slotsmur.