Pludselig gik varmen mig på. Vi holdt ude midt i solen og den gik mig på hjernen. Så fra vi tog beslutningen om at komme videre til vi sad i bilen gik der højst 10 min.

Jeg spurgte, hvad de levede af i Udkants-Tyskland – han svarede fra hånden-til-munden. At al industri var lukket ned og de ikke havde nogen arbejdspladser tilbage. Folk pendlede 150 km til Berlin hver dag.

Hvor er det dejligt, at vi alle søger forskellige ting – tænk, hvis alle ønskede at bo i naturen omgivet af ro og kvidrende fugle, så ville her være overrendt.

En stille morgen, som vi nød ved den smukke havn. Vi gik en tur langs landsbyen ud til forsamlingshuset, hvor der var små boder, der solgte lokale ting.

Mit mål er at blive en af de seje og inspirerende 70 årige kvinder vi har mødt. Og det giver mig 25 år til at træne min krop op – så mon jeg ikke kan nå det?

Den smukkeste natur med floden, brusende kløft, hvor vandet var som en tornado og bjergene i baggrunden. Og laaangt udenfor internettet, så vi blev nødt til at køre igen! ÆV

Vi skal ikke lave noget – og alligevel så er der vildt gang i den hele tiden. Der bliver leget, spillet, snakket, grinet, lavet mad og hygget.

Vores dejlige lille perle udenfor Valencia er blevet til en lokal losseplads i løbet af de par måneder, som vi har kørt mod Portugal og tilbage igen.

Dagen startede med høj puls og træning – vi skubbede og skubbede og skubbede den 3,5tons tunge bil op ad græsset, ud på vejen og hen til en lille bakken, hvor bilen kunne få nok fart på, til at Bo kunne kickstarte den.

Vi skal videre. Bo er ved at brænde sammen og har brug for at isolere sig og komme ud at deltage i et løb igen.