At komme tilbage til steder man kender

Det var blevet sent og den helt specielle gylden farve, der falder hen over landskabet og giver et eventyragtigt skær inden tusmørket falder på, var allerede begyndt.

At komme tilbage til steder man kender

Efter Castello skulle vi finde ud af, hvor vi skulle hen at sove. Det var blevet sent og den helt specielle gylden farve, der falder hen over landskabet og giver et eventyragtigt skær inden tusmørket falder på, var allerede begyndt.

Lige meget hvor vi valgte at sove, så ville det være mørkt, når vi ankom. Vi valgte derfor at køre tilbage til vores camp, som vi boede i, den uge vi besøgte Valencia. Her virker internettet upåklageligt.

Om morgenen kom naboen forbi og spurgte, om Katharina måtte lege med hende hund. Hun er en af de få spanier, der rent faktisk kan tale engelsk. Hun var flyttet fra Valencias centrum og larm herud til et hus i sidste række inden markerne begyndte. Der er 10 minutters gang ned til metroen ind til Valencia.

Hun var blevet skilt 7 år forinden og var ikke på arbejdesmarkedet i øjeblikket grundet stress. Hun kæmpede med en næsvis teenager-søn, der talte hende imod og sagde grimme ting til hende. Det slog mig, hvor mange ligheder der er mellem vores kulturer.

Vi har ikke snakket med helt så mange mennesker hernede, som vi gjorde i Skotland. Jeg tror, at det skyldes 2 ting. Den ene er, at de er vant til campers og derfor ikke ser dem mere. Vi skiller os ikke så meget ud, som vi gjorde i Skotland. Den anden grund er sprogbariererne – spanierne taler spansk. Ikke så meget hurlumhej – og mit første kapitel i duolingo er langt fra nok til, at vi kan få en hverdagssamtale op at stå.

Rismarker og paella

Der er løb på søndag lidt uden for Murcia, så vi skal sydpå. Vi har derfor valgt at køre ud i Valencias nationalpark – her hvor paellaen er opstået. Den opstod fordi her er de ideelle omstændigheder til rismarker og med fisk og skaldyr lige uden for døren var det oplagt at kombinere fødevarerne til den ultra lækre paella.

Relaterede blogposts