Jeg spurgte, hvad de levede af i Udkants-Tyskland – han svarede fra hånden-til-munden. At al industri var lukket ned og de ikke havde nogen arbejdspladser tilbage. Folk pendlede 150 km til Berlin hver dag.

En almindelig hverdag, med arbejde, skole, indkøb og en køretur mod Les Useres, hvor der er løb i morgen.

Det er ikke holdbart at parkere inde i byen. Der er alt for meget uro og der er intet toilet. Vi har fundet et sted lidt uden for Edinburgh ved et skisportssted, som har åbent hele året rundt.

Det er meget federe end et almindeligt escape room – at spille samme spil, men bare rundt i byens gader og seværdigheder. Vi havde prøvet det fedeste Sherlock Holmes game i Edinburgh, så vi havde høje forventninger.

Vi lader bilen stå hernede i Grækenland og tager flyveren hjem. Hvis vi til januar skal køre tilbage til Grækenland, så er vi ikke sikre på, at det bliver så nemt at komme ned gennem Europa og tilbage til solen og roen.

Pludselig gik varmen mig på. Vi holdt ude midt i solen og den gik mig på hjernen. Så fra vi tog beslutningen om at komme videre til vi sad i bilen gik der højst 10 min.

Mit mål er at blive en af de seje og inspirerende 70 årige kvinder vi har mødt. Og det giver mig 25 år til at træne min krop op – så mon jeg ikke kan nå det?

Vi har fundet ud af, at vi er det helt perfekte sted. Metro direkte ind til Valencia. Ro og natur. Internet. 15 min ind til landsbyen Betera – og 100m fra campingpladsen.

Sidste dag med Cecilie, Jesper og deres skønne unger. Vi skal videre ind i bjergene, hvor der på søndag er et trailløb, der forhåbentlig vil være 1000 gange bedre end det løb vi deltog i sidste weekend i Sevilla.

Far Bo havde ikke forstået, at man selv skulle tage en chip, når man hentede nummeret – så derfor fik Niki ikke credit for sin flotte 3. plads. Hverken Bo, Niki eller Alex blev registreret, da de løb over målstregen.