Alex’ klaver ankom på campingpladsen. Vi blev her på vores nye spot og nød det gode vejr. Om eftermiddagen kørte vi ind til Valencia.

Vi aftale med Ziza og Yair, at vi kunne bo i deres største yurt og igen følte vi os virkelig heldige. Vi havde et køkken, opvarming, senge, toilet og solopvarmet bruser. Vi kunne frit bevæge os inde på deres og naboens grund.

Solen bager ned på os og vi smider trøjen. De blege overarme får farve og kroppen bliver varmet op på den behagelige afslappede måde.

På den sydøstlige del af Peleponesse er der en lille ø, som består af et 100m højt plateau. På den ene side af øen er der kun akkurat plads til en lille sti – på den anden side løber en smal vej langs klipperne. Skumsprøjt piskede mod os, mens vi gik langs vejen.

Vi havde besluttet os for, at holde stop i byen Eger i det nord-østlige Ungarn – der er ikke så mange dage, til løbet i Polen begynder og vi bevæger os ikke så hurtigt gennem landsskabet.

En langsom tur gennem de små gader med kanaler, cykler og både – pauserne, hvor vi sad på kanten af kanalerne, var de bedste!

Der kom hele tiden et par vandrere forbi ude på vejen over San Sebastian. Det viste sig, at vi havde sovet lige på Caminoen. Vi snakkede med et ungt fransk par, der skulle gå i 4 uger og var startet på den franske del.

Vikingeløbet var næsten en duatlon med svømmefødder – det regnede så meget, så vi skulle løbe med dykkerbriller og vinduesviskere. Far og Lise trodsede regnen og kom og hilste på. Og Bo og Niki vandt deres grupper.

Det er oftest de små ting, oplevelser og mødet med nye mennesker, som gør størst indtryk. Det er oplevelsen, følelsen, latteren, historierne, sammenværet, det skæve – og alle fejlene, man grinende genfortæller 20 år efter.

Niki havde fået lov til at besøge et animation og 3D bureau, der blandt andet laver VR. Det er så fantastisk for ham at se, hvad han kan bruge sin uddannelse til.