Vi havde ellers besluttet os for, at vi ville ind til Cordoba igen og besøge Mezquita-Katedralen – og jeg havde glædet mig. Men da arbejdsdagen var omme, var vi blevet lidt lunkne og gad ikke rigtigt.

Vi havde fundet et lokalt løb, hvor vi alle kunne være med. Bo på 15k og ungerne og jeg på 5k. Niki blev nummer 3 i sin gruppe og Bo blev nummer 3 i gruppen for de modne mænd.

Fra Burgos var vi kørt lidt vest for Leon, hvor vi havde fundet et dejligt sted ved floden. Men selvom vi burde være uden for fronten, så rykkede den alligevel ind over os og gav os regnvejr.

Vores dejlige lille perle udenfor Valencia er blevet til en lokal losseplads i løbet af de par måneder, som vi har kørt mod Portugal og tilbage igen.

Skoven omkranser den turkisblå sø og bjergene ligger ude i horisonten. Virkelig et af de smukkere og meget rolige steder, vi har overnattet.

Bo faldt på klipperne og har nu dybe hudafskrabninger i begge håndflader og et trykket ribben. Han nåede at blive så træt i benene, at han ikke længere kunne koncentrere sig om at løfte dem højt nok hen over klipperne.

En af de ting der stod højest på listen i dag var at finde frem til, om skulle have en booster eller en antenne, således vi kan forstærke 4G signalet så meget, at vi kan arbejde ude i naturen.

Vi havde parkeret på en plads med udsigt til Marocco. Havnebyerne var så tæt på, at vi kunne se vinduerne i højhusene og kranerne i havnen.

Peronne ligger i et vådområde med floder, små søer, øer og kanaler. Det er utroligt smukt. Vi planlagde at blive. Få en afslappet dag og nyde det gode vejr med en lang løbetur ud langs kanalen.

Vi har eventyr i blodet. Vi har brug for at komme ud at rejse og vende livet på hovedet. Det er et bevidst valg, som vi har taget ud fra det udgangspunkt, at det simple ærlige liv gør os mere lykkelige. Vi ejer mindre, har smidt næsten alt vi ejer ud og lever småt. Vi har friheden til at rejse og leve frit.