Økuller i paradis – Corona begrænser bevægelsesfriheden

Vi troede i starten, at Corona ville have indflydelse på vores liv i 2-4 uger – og så ville vi være på farten igen.

Så vi var lykkelige for, at vi kunne bo hos vores veninde Ruths søster, Ziza. Zisa og hendes mand Yair har et yogacenter udenfor landsbyen Lanjarón i de smukke bjerge for foden af Sierra Nevada.

Planen var, at vi skulle bo i vores camper og så bruge deres kompost-toilet samt have adgang til frisk vand.

Sammen med Ziza gik jeg gede-ruten og hun viste mig området, hvor vi kunne gå rundt. Der var kun mennesker i 3 af de huse, som vi passerede og vi hilste pænt.

Et par dage efter spurgte jeg Ziza, om Bo kunne bruge ruten til træning. Ja, selvfølgelig! Vi tog derfor alle 4 på en smuk gåtur ud i klipper og krat. Vi vinkede til de mennesker vi mødte. 

Besøg af politiet

Senere samme dag kom politiet. 

Vi var alene på yogacenteret da Ziza var i lufthavnen for at hente sin mand Yair og søsteren Ruth, som var isoleret i sin lejlighed i Malaga. Politiet var uvenlige og tog billeder af vores pas og bil. Vi fik besked om at blive inde i bilen og have hunden bundet fast.

Vi ringede til Yair og fik ham til at snakke med politiet. Det viser sig, at nabokonen var dybt angst for at dø af corona og hun havde ringet til politiet og klaget over, at Ziza og Yair stadig havde betalende gæster. 

Yair forsikrede dem om, at den ene betalende gæst, som boede hos dem ville rejse indenfor et par dage. Vi var hos dem som venner. Han lovede, at vi ikke ville bevæge os uden for grunden. Og skulle vi ud at handle, så skulle vi koordinere det, så kun én af os handlede ind for os alle.

Naboen havde 2 hunde, der ofte løb frit rundt. Vi måtte ikke rører ved dem, når de kom rendende op til os for at lege med Katharina.

Heldigvis havde vi stadig hele deres olivenlund vi kunne bevæge os rundt i – og efter aftale med naboen til den anden side, kunne vi også få lov til at bruge hans olivenlund.

Vi flyttede ind i deres yurt

Samtidig med at Corona-restriktionerne strammes blev det også dårligt vejr. 

Det regnede, regnede og regnede – og bjergene rundt om os stod med sne hver morgen.

Vi aftale med Ziza og Yair, at vi kunne bo i deres største yurt og igen følte vi os virkelig heldige. Vi havde et køkken, opvarming, senge, toilet og solopvarmet bruser. Vi kunne frit bevæge os inde på deres og naboens grund. Desværre måtte Katharina ikke være i yurten, så om natten lå hun bundet ved indgangen – og om dagen lå hun bundet udenfor, da hun jo ikke måtte løbe frit omkring.

Yogacenteret er fyldt med blomster og regnen gjorde, at ukrudtet stod op til knæene. Så når solen tittede frem, så hyggede jeg mig i haven og fjernede ukrudt.

Når solen skinnede, så var det virkelig dejligt.

Bo tog mere arbejde ind, da vi jo ikke kunne lave andet end at spille, arbejde, lave mad, løbe på grunden og lue ukrudt.

Vejret var stadig koldt og regnende. Vi løb i mudder i terrasserne i olivenlunden. Og gåturene med Katharina op gennem oliventræerne blev lidt trivielle. Vi blev nødt til at varme yurten i løbet af dagen. Vi brugte en gasvarmer og jeg startede med at få hovedpine, hver gang vi brugte den.

Yogacenteret kører på solceller, så når der ikke er sol, så er der heller ingen strøm. Så flere gange fik vi besked på, at vi ikke måtte bruge mere strøm. Det er jo næsten en umulighed, når man som Bo lever af, at der er strøm og internet. Og for Alexander og jeg blev det nogle laaange regnvejrsdage med så mange kortspil, at vi ikke længere har lyst til at kigge på et sæt spillekort.

Vi måtte plukke alle de appelsiner, citroner, mandler og oliven, som vi orkede. Så vi fik konsumeret en del.

Indkøb

2 gange var jeg på indkøb i landsbyen ved siden af. Hos grønthandleren måtte jeg ikke selv tage de grøntsager og frugter, som jeg skulle have, så jeg endte altid med at komme hjem med halvdårlige grøntsager.

Hos øko-købmanden var der kø til langt ud på gaden.

Det var dog helt fantastisk at komme ud at handle, fordi jeg fik lov til at se andet end oliventræerne og indersiden af yurten.

I landsbyen blev gaderne og de parkerede biler desinficeret.

Kedsomhed og tvivl

Efter 4 uger på dette skønne sted, der på grund af regn, kulde og restriktioner blev omdannet til et lille fængsel, var vi ved at gå amok. Vi var heldigere end 99% af alle spanierne eller vanliferne, der alle var i fængsel i deres små lejligheder eller campere. 

Det var svært for os at forholde os til nyhederne og dødstallene. Der var intet omkring os, der tydede på sygdom og død. Det eneste vi kunne forholde os til, var restriktionerne i vores bevægelsesfrihed og regnen.

Den ene dag var alt fjong – den anden dag var økulleren kravlet ind i hjernen og såede tvivl.

Vores familie og venner blev bombaderet med dødstal og massegrave i Spanien og var utrygge på vores vegne. Og efter at vi havde meldt os på Udenrigsministeriets danskerliste og havde snakket med dem, for at høre ind til, om det overhovedet var muligt for at køre til Danmark i vores udenlandske bil, så ringede de jævnligt til os for at høre, om vi stadig havde det godt.

Så kombinationen af usikkerheden hos familie og venner, flere opkald fra udenrigsministeriet, en øget opmærksomhed på mediernes udlægning, Dronningens tale på TV, et koldt og regnfuldt forår og et europæisk grænse-samarbejde, hvor vi kunne få lov til at køre hjem i vores bulgarsk indregistret bil gjorde, at vi fra den ene dag til den anden valgte at køre hjem til Danmark.

Vi er glade for at komme hjem

Selvom vi kom hjem til yderligere 2 ugers isolation, så var det en befrielse at komme hjem. Lise har åbnet sit hjem i Sahl for os, hvor vi har boet. 

Naboerne har været ekstremt søde og vi fik en kæmpe buket blomster som velkomst og beskeden om, at vi bare skulle sige til, så ville de til enhver tid hjælpe os.

Lokalbefolkningen var via facebook behjælpelige med både gode råd og indkøb.

Vi ringede til Corona Hotline for at finde ud af, hvor meget vi kunne bevæge os rundt. Og så længe vi holdt afstand, så måtte vi gerne køre rundt i hele Danmark og wildcampe. Vi måtte også gerne besøge familie og venner, så længe vi overholdt de sociale spilleregler, på lige fod med alle de andre danskere.

Isolation og frihed

Vi har taget vores isolation under denne Corona-krise. 8 uger i alt er det blevet til.

• Først har vi været isoleret i 4 uger i Spanien. 
• Derefter 2 uger i Danmark
• Da Nicolas kom tilbage fra Skotland var vi i yderligere 2 ugers isolation

Selv efter så mange ugers isolation, så er vi ekstremt glade for, at være kommet til Danmark. Vi nyder det og er virkelig positivt overrasket over den måde, som danskerne har vist sammenhold.

Her i Danmark har vi haft friheden til at leve og hygge os.