Dagen startede med lidt nøja over Katharinas formodede parring i går. Jeg snakkede med dyrelægen og han kunne tilbyde en kasterering. Skal hun have en hormonbehandling for at afbryde graviditeten, så skal vi vente 21-25 dage…

Jeg har ikke savnet at være sammen med danskere. Men for en uge siden lavede jeg alligevel et opslag i van-life-facebook-gruppen om der var nogle danskere ved Algarve eller familier med teenagere og hjemmeundervisning. Der var desværre ingen respons.

Vi gik tilbage langs stranden og kunne høre den lokkende tromme oppe fra skrænten. Jeg håbede, at det var fra vores plads og at jeg ville kunne nå at danse lidt til trommernes lokkende rytmer.

Det var med blandede følelser, at Niki tog hjem til Holly. Han var glad, fordi han havde fået en halv dag mere med hende – og samtidig ked af det, fordi de skulle sige på gensyn.

La Linea de la Conception er en hyggelig lille hvidkalket landsby på grænsen til Gibraltar. Vi løb lige ved siden af grænsen og landingsbanen og ud langs stranden.

Vi bliver kun mødt med venlighed, hjælpsomhed og den skønneste humor. Skottere er ikke nærige (ud over den vindmølle vi så med én vinge) men ekstremt gæstfrie.

Vi skulle væk fra Portimao og turisthotellerne. Og Bo var ikke til hiking og klipper – hans brystkasse gjorde ondt og sårene på håndfladerne væskede stadig lidt.

Okay i dag faldt internettet ned på et niveau, hvor det ikke er muligt at arbejde – man kan allerhøjst sende en email. Bo besvarede emails og fik ordnet nogle praktiske opgaver. Og efter morgenmaden kørte vi videre ned til Castello, hvor vi var lidt praktiske.

Katharina er faldet til. Vi kan se på hende, at hun elsker at rejse og drøne rundt nye steder. Selv den begrænsede plads i camperen er et plus for hende. Hun føler sig maks tryg, når der er rammer om hende – det er også her hun ligger, når vi kører.

Vi havde tilmeldt os et nytårsløb i Torremolinos, en landsby ved Solkysten, 12 km udenfor Malaga. Så vi vendte ned mod det pulserende liv igen.