Vi kørte videre til Cottbus, en by mellem grænsen til Polen og Berlin. Her skulle efter sigende være en smuk altmarkt – gammel by.

Giv Bo et par løbesko på, og hans humør stiger til toppunktet.

Med forandringens vinde blæsende over os bliver vores liv vendt lidt på hovedet. Besøget hernede er med henblik på at afslutte en del af vores ting

Efter flere dage med oplevelser i Sevilla og 2 løb trænger vi til lidt ro. Vi har fundet en lille bjergsø tæt ved grænsen. Vi holder langt ude på en tange omgivet af naturens stilhed.

Ruth er en meget interessant 70-årig kunstner fra Kibutz, Israel. Vi lærte hende at kende i Plovdiv, hvor hun i en kort periode var ‘næsten-naboer’ med os. Hun flyttede til Malaga for et par år siden. Og det pudsige var, at den lejlighed, vi havde fundet, tilfældigvis lå 2 gader fra hendes lejlighed.

Solen skinner, vi snakker, hygger og er sammen. Lige i øjeblikket er det det vigtigste i vores liv. Om lidt skilles vores veje – ungerne skal videre i deres liv.

Vi har et projekt, der skal afleveres. Så det er stressende både at passe arbejdet, være afhængig af, at vi er koblet til strøm og flygte fra regnen på samme tid – Bo er ballert og træt i hovedet.

Det sted vi har fundet her ved kysten er helt fantastisk – her er virkelig smukt. Solen titter frem en gang imellem og bølgerne bruser nedenfor skrænten. Vi er kommet os over gårsdagens negative stemning.

Les Useres er en pilgrimsby, hvor der hver april gennem de sidste 700 år er et event, hvor byen sender 13 mænd og en præst op til det højeste bjergtop i området. I 2 dage vandrer de og beder om regn og tilgivelse. Her er masser af kilder. Og de har helt sikkert været afhængige af, at vandet flød gennem hele sommeren.

Vi var kørt til Antequiera fordi vi ville op og vandre på El Torcal. Der var så mange besøgende, at vi skulle parkere nedenfor bjerget og så køre op med en shuttlebus.