Lykke på syre

Jeg har skrevet det før. De lykkeligste øjeblikke ligger ikke i de store fantastiske oplevelser, men i det øjeblik, hvor alt er roligt og der er tid til at mærke livet og tage det ind.

I dag hyggede vi på vores lille spot. Vi skulle ingen steder og vi skulle ikke nå noget. En stille morgen, som jeg elsker det. Jeg ordner alt det praktiske, når jeg ikke har nogle opgaver. Så jeg lavede morgenmad til os alle og nød en kop varm kaffe. Ungerne lavede lektier, Bo arbejdede og jeg skrev. Bagefter satte jeg mig ud i solen for at fordybe mig i en bog. Da Bo var færdig med at arbejde satte han og Niki sig til at spille ukulele – og det var her, at alt gik i stå og den lykkelige følelse, som jeg havde haft hele dagen boblede over.

Da jeg kom ind for at lave frokost mente Bo, at jeg lignede en, der var på syre. Totalt hippieagtigt flød mine øjne, mens jeg krammede, aede, klappede og kyssede alle. Lykken brusede ud af mig.

For mig opstår lykken, når jeg har tid til at mærke, at alt er perfekt. At livet er godt og rart.

Når lykken indfinder sig

Jeg husker i Skotland, da vi for første gang sidder helt oppe på spidsen og fordyber os i naturens enorme kræfter og skønheden i den rå natur og klipperne, der rejser sig som en mur op af havet. Vi har lige grinet sammen og nu falder roen over os. Det er i det øjeblik vi sidder helt stille og bare er, at lykken vælter ind over mig.

Lykken lå i vores hikingtur op af nordsiden på Ben Navis. Mig, ungerne og Katharina i et med naturens stilhed.

Jeg elsker de stille morgener. At vågne langsomt, ligge halvvågen i sengen 10-15 minutter mens jeg lader dagens opgaver og tanker løbe hovedet og tage form, inden jeg med velvære strækker mig som en kat og står op. En kop kaffe, morgenmad i sofaen. Alt er stille og naturen er lige udenfor vinduet.

Gennem vores 3 måneder i camperen har der været mange af disse små magiske øjeblikke, hvor tiden har stået stille og jeg har været i den dybe, smukke lykkefølelse – og denne dag var et af dem.

Vi kører lidt østpå

Vi har meldt os til et løb i bjergene mellem Barcelona og Valencia næste weekend, så vi er kørt 100km mod øst og har fundet en lille perle helt ud til havet. Vi ankom i mørke og kunne kun høre bølgernes brusen som et bevis på, at vi var tæt på stranden. Byen hedder Peniscola – penis-cola – ha, ha – hvor bliver vi plattere og plattere at høre på…