Ultraløb i Polen

Bo var spændt som en fjeder – han kunne næsten ikke være i sit gode skin. Det er hans første rigtige ultraløb i bjergene 48 km med 2600 højdemeter.

Det regnede lige efter start, så jeg satte mig ind i camperen og skrev et længere opslag. Da vejret klarede op gik jeg ud på 20 km ruten. Planen var at gå 5-6 km op og så returnere af samme vej – ruten skulle først benyttes dagen efter, så jeg havde den for mig selv – troede jeg!

Ca. 3 km oppe kom den første løber mod mig. Det viste sig, at 20 km retur delte nedstigningen med de ruter, der blev løbet om lørdagen. Jeg havde fundet mærkeringerne baglæns og kommet forkert afsted.

Så jeg måtte pakke sammen og gå ned igen, så Katharina og jeg ikke kom i vejen for løberne på den super stejle sti.

Jeg tror, at Bo er kommet til skade

Jeg havde fulgt Bo online, han blev registreret ved hvert checkpoint og lå ret godt med de bedste løbere. Ved sidste checkpoint lå han på en 27. plads overall.

Tilbage ved målområdet sad jeg og ventede og ventede og ventede på Bo.

De personer, som han havde løbet med de første 25 km begyndte at tjekke ind, men Bo havde endnu ikke nået næste checkpoint et eller andet sted deroppe. Og pludselig kunne jeg se på opdateringerne at han langsomt men sikkert rykkede ned i klassementet.

Da han lå på en 407 plads gik jeg i total panik.

Hvad fanden var der sket med ham deroppe – fra 27 til 407!

Jeg forestillede mig alle mulige måder at falde på de stejle mudrede stier og jeg var ret god til at lave de vildeste scenarier om, hvad der var sket.

Jeg blev så nervøs, at jeg begyndte at tude og skyndte mig hen til dommerbordet for at høre, om de havde samlet ham op et eller andet sted og kørt ham på sygehuset…

Da jeg kom hen til dommerbordet lavede jeg lige et sidste check og kunne se, at han lige akkurat var kommet til 3. checkpoint – på en 60. plads, puha – han var i live.

Inden han fik sig snøvlet sikkert i mål, så havde endnu 20 personer overhalet ham.

Konen siger fra – ikke flere ultra-bjergløb

Jeg var så følelsesladet, da han kom i mål, at jeg ikke kunne heppe på ham – og min første reaktion var, at jeg bestemt ikke er til ultra-trail-løb i bjerge – det holder mine nerver ikke til!

Han havde ikke følt sig sikker på de stejle nedstigninger og havde taget den sikre stil.

Jeg er lettet over at vide, at han vælger sikkerhed fremfor konkurrence.

Videre mod Danmark

Vi skal jo til Danmark og hente ungerne, så vi valgte at køre videre mod Krakow samme eftermiddag.

Vi ankom til Krakow sent og tog ud til en park for at sove.